Hent som pdf-dokument - Skatteministeriet

- 105 -
Skattesnyderiet og indkomstfordelingen
på landsbasis kunne måle den lange udvikling i den afslørede underdeklaration,
søgte man, og fik, adgang til arkivet i kommunens kælder med bevarede
skattesager fra 1950’erne til 1980’erne i landets næststørste by,
Århus, som ikke er utypisk for danske bysamfund. 20
Ved hjælp af tæt gennemgang af selvangivelser, brevkopier og andre sagsakter
fra ligningen af i alt små 6.400 skatteydere, fordelt på fire repræsentative
stikprøver fra udvalgte år i perioden, kunne resultaterne fra Århus
gøres således op, at der mellem 1950’erne og 1980’erne var sket en reduktion
af den samlede afslørede underdeklaration i byen fra omkring 2.5 pct.
af de faktiske indkomster, til omkring 1 pct. Disse resultater ville have
øget vores forskelsværdi i 1950’erne med omkring 12 pct., og i 1980’erne
med 22 pct.
Profilen over tid ville dermed i det samlede billede være blevet lidt mindre
stejlt faldende, men ændringerne ville blive små: Skattesnyderiets omfang
i 1980 ville stadig være blevet reduceret til omkring 30 pct. af niveauet i
1950’erne – nu blot, helt præcist udtrykt, til 32 pct. mod før 29 pct. af
1950’ernes niveau.
20 Jf. Gunnar Viby Mogensen (2003a), specielt kapitel 8. Det nævnes dog i denne fremstilling,
at Aarhus Kommune muligvis har været endnu mere veldreven end de øvrige,
normalt altid administrativt ret effektive, provinsbykommuner, inkl. i ligningsmæssig og
arkivmæssig henseende. Fremstillingen argumenterer i øvrigt, at en del af forbedringen af
kontrolindsatsen i Danmark i de første mange tiår af 1900-tallet netop hang sammen med,
at landkommunerne og de mindre bykommuner efterhånden fik de bedre uddannede
medarbejdere, og den mere rimelige balance mellem de folkevalgtes hensyntagen til egne
lokale vælgere på den ene side, og på den anden side loyaliteten mod lovens ånd og bogstav,
som de store provinsbyers skattevæsen langt tidligere var nået frem til. Men en nu
pensioneret juridisk sagkyndig fra det daværende Ligningsdirektorat, Henrik Landt, som
gennem også faderens juridiske beskæftigelse i denne etat har haft tæt kendskab til skatteligningens
vilkår centralt og decentralt gennem et halvt århundrede, har overfor nærværende
forfatter peget på, at billedet af effektivitet i provinsbyernes skatteadministration
heller ikke bør tegnes venligere end i 2003-afhandlingen (2003a). I et brev til forfatteren
(af 28. nov. 2003) skriver Henrik Landt, at ”I halvtredserne var ikke alene sognekommunerne,
men også købstadskommunerne, så svagt udrustede i ligningsmæssig henseende,
at de måtte have hjælp i de travleste vintermåneder. Denne hjælp blev formidlet gennem
Købstadsforeningen, som udbød gennemgangen af selvangivelserne som akkordarbejde,
især til ligningsdirektoratets medarbejdere. Så det var altså ikke kun på landet, at ligningsarbejdet,
eller en væsentlig del af det, blev udført i sene aftentimer omkring et spisebord”.