Diskrimination - en analyse af Danmarks ... - Juridisk Institut

For så vidt angår sammenlignelighedskravet er det sjældent, at HRC
udtrykkeligt foretager en vurdering af sammenligneligheden i sine afgørelser.
Vurderingen kan dog forekomme, og den kan da være ganske indgående
som fx i sagen van Oord v. Holland: 89
Klagerne var tidligere hollandske statsborgere, nu bosat i USA og med amerikansk
statsborgerskab. Pga. en regel i den hollandske lovgivning blev klagernes pensionsudbetalinger
fra Holland nedsat til en procentsats beregnet efter længden af perioden,
hvor klagerne havde befundet sig uden for Holland. Klagerne hævdede, at nedsættelsen
udgjorde en krænkelse af CCPR art. 26 sammenlignet med tidligere hollandske
statsborgere bosat i Australien, Canada eller New Zealand, der alle modtog
fuld pensionsudbetaling pga. bilaterale aftaler mellem Holland og de respektive lande.
HRC konstaterede, at kategorierne af personer, der blev sammenlignet var
usammenlignelige og begrundede dette med, at pensionsudbetalingerne var reguleret
ved forskellige bilaterale aftaler, der var begrundet i en vis reciprocitet.
For så vidt angår sagligheds- og proportionalitetskravet er det værd at hæfte
sig ved, at HRC i flertallet af sine afgørelser iht. CCPR art. 26 vælger alene
at bedømme forskelsbehandlingen ud fra, om den er baseret på rimelige og
objektive kriterier, hvorimod bedømmelsen af formålet, der er omtalt i citatet
fra General comment 18 pkt. 13 ovenfor som en separat vurdering, i det
mindste ikke eksplicit fremgår af præmisserne. 90 Det er svært at vurdere, om
det har nogen betydning for udfaldet, at man ofte ikke udtrykkeligt inddrager
formålet med forskelsbehandlingen, men et muligt svar kan udledes af
afgørelsen Foin v. Frankrig (666/1995):
Klager hævdede at være udsat for diskrimination pga. sin overbevisning, fordi han
som militærnægter blev sat til at udføre civilt arbejde i dobbelt så lang tid (24 måneder)
som militærtjenesten ville have varet. Staten forsvarede ordningen med, at det
var den eneste måde, hvorpå man kunne få bekræftet, at militærnægterne mente deres
modstand mod militærtjeneste alvorligt, samt at den civile tjeneste foregik under
mere behagelige betingelser. Flertallet i HRC fastslog, at staten ikke havde angivet
objektive og rimelige kriterier, der kunne føre til en generel regel om fordobling af
tjenestetiden og statuerede på den baggrund, at Frankrig havde krænket CCPR art.
26. 91 I en dissens til afgørelsen lagde tre HRC-medlemmer først vægt på, at målet
var at adskille de “ægte” militærnægtere fra gruppen, der nægtede af uacceptable
grunde og derved undgå, at muligheden for undtagelse fra militærtjeneste blev udnyttet.
Forskelsbehandlingen måtte dernæst anses for begrundet i rimelige og objektive
kriterier pga. den civile tjenestes mildere betingelser, og endelig fandtes der
næppe andre (mildere) metoder til at foretage en sortering af militærnægterne. På
denne baggrund ville mindretallet acceptere ordningen som lovlig forskelsbehandling.
Når diskriminationstesten på denne måde eksplicit indledes med en vurdering
af formålet med ordningen, synes prøvelsen af forskelsbe-handlingen at
skifte fokus i statens favør. Det vil formentlig være de færreste sager, hvor
staten ikke kan begrunde forskelsbehandlingen ud fra en saglig, offentlig interesse,
92 så hvis antagelsen er korrekt, kan det have betydning for udfaldet,
89
Jacob og Jantina Hendrika van Oord v. Holland (658/1995).
90
Se fx Broeks v. Holland (172/1985) og Guyue m.fl. v. Frankrig (196/1985).
91
Se i modsætning hertil EMK’s afgørelse Autio v. Finland, DR 72 p. 245 refereret i afsnit
3.3.4.2.
92
Andre sager, hvor formålet med ordningen inddrages, er Karnel Singh Bhinder v. Canada
(208/1986) og Waldman v. Canada (694/1996).
RETTID 2002/Studenterafhandling 4 25