Diskrimination - en analyse af Danmarks ... - Juridisk Institut

gen kan derfor give anledning til en vis usikkerhed om det reelle anvendelsesområde
for TEF art. 13. Kan de noget videregående målsætninger i TEU
art. 2 således i sig selv begrunde udstedelse af direktiver iht. TEF art. 13, vil
det udvide bestemmelsens anvendelsesområde – som nævnt i modstrid med
bestemmelsens ordlyd. Henvisningen til TEU art. 2 synes dog ikke at have
ført til en reel udvidelse af Racediskriminationsdirektivets anvendelsesområde,
jfr. direktivets art. 3, i et omfang, hvor dette ikke kan begrundes under
henvisning til målsætningerne i TEF art. 2.
Begge direktiver omfatter både direkte og indirekte diskrimination og
tillader positiv særbehandling, hvilket formentlig betyder, at TEF art. 13 på
den ene side giver bemyndigelse til foranstaltninger mod både direkte og indirekte
diskrimination og på den anden side ikke udgør en hindring for at tillade
positiv særbehandling.
3.4.4. Fremtidsperspektiver med det nuværende beskyttelsessystem
De potentielle muligheder for at udvide diskriminationsbeskyttelsen i EUsammenhæng
under det nuværende traktatsystem er, som vi har redegjort
for ovenfor, begrænset af traktaternes formålsbestemmelser i TEF art. 2 og
TEU art. 2, der gælder for såvel de skrevne som uskrevne diskriminationsregler
i EU-retten. Foranstaltninger efter TEF art. 13 kan oven i købet alene
udstedes iht. den snævre formålsangivelse i TEF art. 2, så selv om der i indledningen
til Racediskriminationsdirektivet faktisk er henvist til en målsætning
i TEU art. 2, og selv om formålsbestemmelserne ikke afgrænser området
for EU-rettens anvendelse klart, markerer formålsangivelserne fortsat
den væsentlige yderste grænse for EU-reguleringen. 214 Inden for denne
ramme begrænses EU-reguleringen yderligere af subsidiaritets- og proportionalitetsprincipperne,
jfr. TEF art. 5, stk. 2 og 3.
EU-rettens betydning for diskriminationsbeskyttelsen på nationalt niveau
vil derfor under de nuværende forudsætninger være begrænset til en
række områder, der i det væsentlige har tilknytning til reglerne om det indre
marked, herunder spørgsmålene om fx adgang til arbejdsmarkedet og uddannelser,
og selv inden for disse områder er EU afskåret fra at foretage regulering,
medmindre der er tale om regler, der mest hensigtsmæssigt kan
gennemføres på EU-niveau.
Særligt vedr. religionsdiskrimination er der endvidere et helt særligt
forhold, der gør sig gældende, i form af erklæring nr. 11, der blev afgivet
ved regeringskonferencen i forbindelse med undertegnelsen af Amsterdam-
Traktaten, og hvis 1. pkt. lyder:
“The European Union respects and does not prejudice the status under
national law of churches and religious associations or communities in
the Member States”.
Selv om der alene er tale om en politisk erklæring i tilknytning til undertegnelsen,
vil det herefter utvivlsomt være særdeles vanskeligt at få medhold
i, at EU-retten i almindelighed og TEF art. 13 i særdeleshed fx skulle
kunne anvendes til at anfægte forholdet mellem kirke og stat på nationalt
niveau. Der er næppe tvivl om, at én af de primære bevæggrunde for erklæringen
har været at sikre, at adgangen for de forskellige trossamfund til at
lægge vægt på religiøst tilknytningsforhold ved ansættelse kan bevares. I
Arbejdsmarkedsdirektivets indledning, pkt. 24 henvises der således til er-
214 H. Rasmussen p. 361f.
RETTID 2002/Studenterafhandling 4 49