Diskrimination - en analyse af Danmarks ... - Juridisk Institut

tion”) i forbindelse med vurderingen af, om staten har krænket en af de materielle
rettigheder i EMRK, herunder konventionens art. 14, 97 og at denne
skønsmargin bl.a. afhænger af indgrebets baggrund og karakter. I tilknytning
til CCPR anvendes begrebet skønsmargin hverken i teori eller praksis,
men spørgsmålet er, om man alligevel kan spore en større eller mindre tilbageholdenhed
afhængig af diskriminationsgrunden og indgrebets intensitet.
En eventuel skønsmargin bør teoretisk set være forholdsvis smal i tilfælde af
forskelsbehandling på grundlag af den traditionelt set alvorlige diskriminationsgrund
religion, og dette teoretiske udgangspunkt understøttes af den
ovenfor refererede sag Waldman v. Canada (694/1996). 98 Her foretog HRC
en grundig prøvelse af forskelsbehandlingens lovlighed i et tilfælde med
forskelsbehandling på grundlag af religion og konstaterede, at der forelå en
krænkelse af CCPR art. 26, selv om Canada kunne anføre, at der var tale om
en ordning designet til at støtte et religiøst mindretal, og selv om ordningen
var forfatningsbestemt og dermed besværlig at ændre. 99
For så vidt angår indgrebets intensitet kan dette forholds effekt på
skønsmarginen muligvis illustreres med sagerne Karnel Singh Bhinder v.
Canada (208/1986) og Waldman v. Canada (694/1996). I førstnævnte sag
var der tale om et generelt påbud om at bære hovedbeskyttelse, der fik en
utilsigtet negativ effekt for en bestemt gruppe pga. denne gruppes særlige
religiøse regler. Hertil kom, at klageren blev tilbudt en anden stilling inden
for samme firma, hvor hovedbeskyttelse ikke var påbudt. I dette tilfælde
valgte HRC at acceptere ordningen som sagligt begrundet. Modsat accepterede
HRC i Waldman-sagen ikke, at Canada udpegede en bestemt religiøs
gruppe og gav denne en præferencestilling ift. de øvrige trossamfund. Sagerne
er muligvis udtryk for, at staten overlades en videre skønsmargin i tilfælde,
hvor forskelsbehandlingen, pga. sin mindre direkte karakter, er mindre
intens.
3.2.3. Andre FN-normer
3.2.3.1. Supplerende regler i CCPR
I CCPR er der en række regler, der supplerer diskriminationsforbudene i
CCPR art. 2, stk. 1 og art. 26, og som typisk blot vedrører et snævert område.
Eksempelvis rummer CCPR art. 3 en forpligtelse for staterne til at sikre
den lige nydelse af rettighederne i CCPR uanset køn, mens CCPR art. 14,
stk. 1 stiller krav om lighed for domstolene.
Særligt for det religiøse område rummer CCPR art. 27 en regel om, at
staten ikke kan nægte religiøse mindretal deres ret til at bekende sig til og
udøve deres religion. Som ovenfor omtalt, 100 udtalte et enkelt HRC-medlem
i afgørelsen Waldman v. Canada (694/1996), at art. 27 tillige pålægger sta-
97 Se nedenfor afsnit 3.3.5.1.
98 Se referat ovenfor afsnit 3.2.2.2.2. På den anden side gav HRC staten medhold i den ligeledes
ovenfor refererede sag Karnel Singh Bhinder v. Canada (208/1986), der også
omhandlede en situation med indirekte forskelsbehandling på grundlag af religion.
99 Det er muligt, at HRC, med baggrund i det faktum, at medlemsstaterne har vidt forskellige
opfattelser af, hvorledes statens økonomiske system skal indrettes, vil udvise en vis
tilbageholdenhed overfor forskelsbehandling i forbindelse med økonomiske rettigheder,
jfr. således Nisuke Andos dissens i sagen Adam v. The Czech Republic (586/1994),
hvor der argumenteres for en større tilbageholdenhed overfor statuering af diskrimination
i forbindelse med tildeling af økonomiske ydelser.
100 Se ovenfor afsnit 3.2.2.2.2.
RETTID 2002/Studenterafhandling 4 27