Diskrimination - en analyse af Danmarks ... - Juridisk Institut

Siegbert Alber anfægter dog den dominerende opfattelse, at CEU foreløbig
ikke har nogen juridisk gennemslagskraft, idet han for det første mener,
at CEU allerede nu bør finde anvendelse som supplerende retskilde, om
end en henvisning til CEU med sikkerhed ikke kan stå alene, så længe der
alene er tale om en politisk erklæring. Han peger i den forbindelse på en
række nyere sager fra EFD, hvor vekslende generaladvokater har henvist til
artikler i CEU som støtteargument for deres afgørelser. 271 I ingen af de
nævnte sager har EFD dog henvist til CEU i sin afgørelse. 272 Alber mener
for det andet, at i hvert fald Kommissionen og Europa-Parlamentet ved de
officielle udtalelser fra deres respektive formænd i forbindelse med proklameringen
af CEU i Nice reelt har påtaget sig en juridisk bindende forpligtelse
273 til at overholde CEU, men samtidig erkender han, at ingen af formændene
havde mandat til andet og mere end den politiske proklamering. 274 I tillæg
til de af Alber skitserede muligheder kan man anse rettighederne i CEU
for at udgøre en del af den almindelige fællesskabsret, hvilket støttes af det
forhold, at CEU som nævnt alene beskriver eksisterende rettigheder inden
for EU-retten. Der er derfor grund til at tro, at rettighederne i CEU vil kunne
påberåbes under alle omstændigheder, men blot endnu ikke (direkte) på
grundlag af CEU. 275
4.2.2. Generelle principper for EU-charteret
Af CEU kap. VII fremgår en række fælles principper, der, sammen med EUrettens
generelle principper i øvrigt, 276 er af afgørende betydning for rækkevidden
af rettighederne i CEU.
CEU art. 51 omhandler spørgsmålet om CEU’s anvendelsesområde,
og det fastslås i den forbindelse i stk. 2, at CEU ikke ændrer eller føjer nyt
til EU-institutionernes beføjelser og opgaver, som de er beskrevet i traktaterne.
Med andre ord skal rækkevidden af CEU’s rettigheder ses i lyset af de
almindelige principper og formålsbestemmelserne i både TEF og TEU,
hvilket er en væsentlig begrænsning af anvendelsesområdet. 277
Når CEU også angives at kunne finde anvendelse inden for målsætningerne
i TEU, skal det endvidere forstås med den modifikation, at EFD’s
kompetence inden for TEU generelt er begrænset. Selv om TEU art. 46, litra
d giver EFD udtrykkelig kompetence til at kontrollere, at EUinstitutionernes
handlinger inden for TEU er i overensstemmelse med de
grundlæggende rettigheder som beskrevet i TEU art. 6, stk. 2, er det nødvendigt
at sammenholde dette med, at EFD i medfør af TEU art. 35 og 40
kun har begrænset prøvelseskompetence ift. handlinger inden for EU’s 3.
søjle om bl.a. retligt og politimæssigt samarbejde, mens 2. søjle om fælles
udenrigs- og sikkerhedspolitik er helt uden for EFD’ kompetence. AF TEU
art. 46, litra d fremgår det desuden modsætningsvist, at EFD ikke har kom-
271
Se fx generaladvokaternes afgørelser i sag C-340/99 TNT Traco SpA v. Poste Italiane
SpA og sag C-173/99 BECTU v. Secretary of State for Trade and Industry. EU’s ombudsmand
har endvidere anvendt CEU som støtteargument i en række afgørelser, se Alber
p. 353 med note 20 og 21.
272
Alber p. 351ff.
273
Alber anvender udtrykket “eine Selbstbindung”.
274
A. st. p. 350f.
275
Lenaerts og de Smijter p. 298f.
276
Her tænkes bl.a. på traktaternes formålsangivelser, subsidiaritets- og proportionalitetsprincippet
samt spørgsmålet om pligtsubjektivitet, se ovenfor afsnit 3.4.1.
277
Lenaerts og de Smijter p. 288f.
RETTID 2002/Studenterafhandling 4 65