Diskrimination - en analyse af Danmarks ... - Juridisk Institut

at HRC ofte vælger at undlade en eksplicit stillingstagen til det eventuelle
legitime formål med forskelsbehandlingen.
Som modsvar til den relativt vide beskyttelse, der er givet med CCPR
art. 26, foretager HRC ofte en ganske indgående prøvelse af forskelsbehandlingens
lovlighed. På området for forskelsbehandling på grundlag af religion
har HRC eksempelvis foretaget en grundig efterprøvelse i sagen Karnel
Singh Bhinder v. Canada (208/1986):
Klager var sikh og ansat ved det offentligt ejede nationale canadiske jernbaneselskab,
indtil han blev afskediget, fordi han nægtede at bære det påbudte hovedbeskyttelsesudstyr
pga. sin religiøse overbevisning, der påbød ham alene at bære turban.
Han havde forinden nægtet at acceptere overflyttelse til andre opgaver, hvor det
manglende beskyttelsesudstyr ikke ville udgøre et problem. HRC undersøgte forholdet
ift. såvel CCPR art. 18 som 26 uden dog at statuere krænkelse af nogen af bestemmelserne.
I forhold til art. 26 lagde HRC vægt på, at lovgivning, der kræver, at
arbejdere i offentlig tjeneste bærer hovedbeskyttelsesudstyr for at beskytte mod skader
og elektroniske stød, måtte anses for rimelig og rettet mod objektive formål, der
var i overensstemmelse med CCPR. Dette gjaldt, selv om lovgivningen kunne medføre
indirekte forskelsbehandling på grund af religion. 93
HRC understreger med denne afgørelse, at selv på områder – som området
for forskelsbehandling på grundlag af religion – hvor man traditionelt ikke
tillader staterne meget spillerum, 94 er man indstillet på at foretage en indgående
prøvelse af forskelsbehandlingens lovlighed.
HRC har tillige understreget, at positiv særbehandling af en bestemt
befolkningsgruppe kan være legitim forskelsbehandling, hvis den opfylder
de sædvanlige krav til saglighed og proportionalitet og alene udøves med
henblik på at fjerne en situation med faktisk diskrimination af den pågældende
gruppe. 95
3.2.2.4. Diskriminationsgrunde og skønsmargin
Som med CCPR art. 2, stk. 1 fremgår det direkte af ordlyden af art. 26, at
den ikke angiver diskriminationsgrundene udtømmende. På den anden side
er der næppe tvivl om, at diskriminationsgrunden har betydning for vurderingen
af, om forskelsbehandlingen kan anses for legitim, idet visse diskriminationsgrunde
traditionelt anses for mere væsentlige end andre. En mulig
model til afgrænsning af de væsentligste diskriminationsgrunde kunne være
at se på, hvilke kriterier der traditionelt har dannet grundlag for illegitim
forskelsbehandling. Ud fra denne vurdering må bl.a. de udtrykkeligt nævnte
diskriminationsgrunde i CCPR art. 26 anses for væsentlige, 96 men på den
anden side er det oplagt, at fokus på visse kriterier kan ændre sig over tid,
og at nye diskriminationskriterier med tiden kan blive væsentlige. Betydningen
af, at en diskriminationsgrund må anses for væsentlig er, at det vil
være sværere for staten at legitimere en forskelsbehandling på det pågældende
område.
I forbindelse med EMD’s praksis er det almindeligt anerkendt, at der i
visse tilfælde overlades staten en vis skønsmargin (“margin of apprecia-
93 Se desuden Waldman v. Canada (694/1996), refereret ovenfor afsnit 3.2.2.2.2, hvor
HRC efter en grundig efterprøvelse ikke fandt, at forskelsbehandlingen var legitim.
94 Se nærmere om skønsmargin umiddelbart nedenfor afsnit 3.2.2.4.
95 General comment pkt. 10.
96 Joseph m.fl. p. 532.
RETTID 2002/Studenterafhandling 4 26