Diskrimination - en analyse af Danmarks ... - Juridisk Institut

petence til at prøve medlemsstaternes handlinger inden for TEU ift. de
grundlæggende rettigheder. 278 Selv om CEU således gælder inden for målsætningerne
af både TEF og TEU og finder anvendelse på såvel EUinstitutionernes
som medlemsstaternes handlinger, er håndhævelsesmulighederne
i hvert fald uden for målsætningerne i TEF begrænsede pga. begrænsningerne
i EFD’s kompetence.
Pligtsubjekterne ift. CEU er beskrevet i CEU art. 51, stk. 1, hvorefter
CEU er rettet mod EU’s institutioner og organer samt mod medlemsstaterne,
når sidstnævnte implementerer 279 EU-retten. 280 Anvendeligheden over for
medlemsstaterne er muligvis snævert formuleret ift. EFD’s sædvanlige
praksis, hvor EFD bl.a. i ERT-sagen 281 har udtalt, at grundlæggende rettigheder
også kan kræves respekteret af medlemsstaterne, når disse handler inden
for rammerne af fællesskabsretten. 282 Formuleringen i CEU art. 51, stk.
1 skal formentlig ses som et forsøg på at begrænse CEU’s anvendelse overfor
medlemsstaterne til tilfælde, hvor deres autonomi er begrænset af, at de
implementerer EU-retlige regler. 283
CEU art. 52 angiver de begrænsninger, der legitimt kan foretages i rettighederne
ifølge CEU. Enhver begrænsning skal således være lovbunden,
respektere rettighedens væsentligste indhold, respektere proportionalitetsprincippet
og forfølge legitime formål. Det fremgår videre af stk. 2, at rettigheder,
der er baseret på tilsvarende rettigheder i TEU og TEF skal udøves
under de samme betingelser og begrænsninger som angivet i disse traktater.
Endelig angives i stk. 3 forholdet til tilsvarende rettigheder i EMRK, idet
det fremgår, at rettigheden i CEU skal fortolkes i overensstemmelse med
den tilsvarende rettighed i EMRK, dog således, at CEU kan yde en yderligere
beskyttelse. Henvisningen til EMRK omfatter de tilknyttede protokoller
samt praksis fra EMD. 284
CEU art. 53 har til formål at bevare det eksisterende beskyttelsesniveau
i folkeretten, EU-retten og medlemsstaternes lovgivning, 285 hvilket sikres
ved princippet om, at ingen bestemmelse i CEU må fortolkes som en begrænsning
eller et indgreb i de grundlæggende frihedsrettigheder, der anerkendes
i EU-retten, folkeretten, de internationale konventioner, som EU eller
alle medlemsstater er parter i, samt medlemsstaternes forfatninger på deres
respektive anvendelsesområde. Med denne bestemmelse opnås, at det
278
EU-Karnov p.p. 2348 og 2350 samt Eicke p. 288ff.
279
Vores kursivering.
280
Se hertil Olsen p. 12ff, hvor Erling Olsen fejlagtigt fastslår, at CEU alene retter sig
imod EU’s institutioner. Man må gå ud fra, at der er tale om en – om end væsentlig –
forglemmelse, da Erling Olsen fungerede som den danske regerings repræsentant i
gruppen, der udformede CEU. Beklageligvis synes forglemmelsen gentaget i Erling Olsens
afsnit i Bonde og Olsen p. 8ff.
281
Sag C-260/89 ERT pr. 42.
282
de Búrca p. 136f og den forklarende rapport til CEU art. 51, jfr. Konvent 49, Charte
4487/00. I sag 5/88 Wachauf pr. 19 anvendes imidlertid den strengere formulering
“...when they implement Community rules” (vores kursivering). Gráinne de Búrca anvender
tilsyneladende dommen forkert som støtte for en bredere opfattelse hos EFD af
medlemsstaternes pligtsubjektivitet.
283
de Búrca p. 137.
284
Den forklarende rapport til CEU art. 52, jfr. Konvent 49, Charte 4487/00.
285 A. st. til CEU art. 53.
RETTID 2002/Studenterafhandling 4 66