Diskrimination - en analyse af Danmarks ... - Juridisk Institut

etale kirkeskatten. EMD tog et andet udgangspunkt og prøvede, om forskelsbehandlingen
var i overensstemmelse med kravet om, at den skal forfølge et legitimt
formål. Den svenske regering anførte, at det var legitimt at skelne mellem personer
med status af ”fastboende” og ”ikke-fastboende” og begrundede forskelsbehandlingen
med hensynet til at have et praktisk og enkelt skattesystem. EMD fandt denne
argumentation uholdbar og statuerede, da kravet om et legitimt formål ikke var opfyldt,
en krænkelse af EMRK art. 14, jfr. P1 art. 1, men fandt det ikke nødvendigt at
tage stilling til EMRK art. 9 eller EMRK art. 14, jfr. art. 9.
EMD’s afgørelse må derfor, modsat EMK’s, ses som en vurdering af, hvorvidt
statens ønske om et enkelt skattesystem medførte diskrimination pga.
Darbys status som ”ikke-fastboende” og ikke på grund af det religiøse tilhørsforhold.
EMRK art. 14, jfr. art. 9 er især blevet påberåbt i sager vedr. militærtjeneste.
Spørgsmålet har i disse især været, om en stat forfølger et legitimt
formål ved at påbyde personer, der fx ønsker at aftjene civil værnepligt en
længere tjenestetid end de, som vælger at udføre militærtjeneste på almindelige
vilkår. 128 EMK har statueret, at en sådan forskelsbehandling er legitim,
da aftjenelse af civil værnepligt opfattes som mindre vanskelig end militærtjeneste
på almindelige vilkår. 129 Ved at have en sådan ordning undgås at
personer af ”magelighed” vælger aftjenelse af civil værnepligt. Det almindelige
proportionalitetsprincip, jfr. nærmere umiddelbart nedenfor, fører omvendt
til, at ikke enhver forskel mht. tjenestetid er legitim. EMK er dog gået
særdeles vidt ved behandlingen af spørgsmålet. Således har EMK accepteret
en ordning der, hvis man ikke ønskede at udføre militærtjeneste, påbød aftjenelse
af civil værnepligt i dobbelt så lang tid som militær værnepligt. 130
Et særligt problem rejser sig i sager vedr. militærnægtelse grundet tilhørsforhold
til en bestemt pacifistisk trosretning (typisk Jehovas Vidner) eller
grundet personlige samvittighedsovervejelser. Et eksempel er EMK’s afgørelse
i sagen N. v. Sverige: 131
Klageren, der var pacifist men ikke medlem af en trosretning, kunne i modsætning
til fx et medlem af Jehovas Vidner ikke blive fritaget for militærtjeneste. Loven på
området angav, at fritagelse kun kunne gives til en person ”in view of his affiliation
to a religious community”. Klageren mente, at loven førte til diskrimination overfor
personer, der ikke tilhørte en (pacifistisk) religiøs bevægelse, men som havde andre
samvittighedsgrunde til ikke at ville udføre militærtjeneste. EMK anlagde en snæver
fortolkning af EMRK art. 14 og statuerede, at der ikke var tale om diskrimination og
anførte at forskelsbehandlingen var objektiv og rimelig begrundet ud fra argumentet:
”[i]t follows that membership of Jehovah’s Witnesses constitutes strong evidence
that objections to military service are based on genuine religious convictions. No
comparable evidence exists in regard to individuals who object to compulsory service
without being members of a community with similar characteristics”. 132
Hermed mente EMK, at et medlemskab af en pacifistisk trosretning indike-
128
EMRK hindrer ikke, at medlemsstaterne kan kræve udførelse af civil værnepligt jfr.
EMRK art. 4 stk. 3(b). Foranstaltninger overfor personer som nægter at udføre værnepligt
strider ikke mod EMRK art. 9, Rehof og Trier p. 272.
129
van Dijk og van Hoof p. 546.
130
Autio v. Finland, DR 72 p. 245. Den finske ordning påbød, at man udførte militær værnepligt
i 8 måneder eller civil værnepligt i 16 måneder. HRC synes at have anlagt en
strengere bedømmelse af spørgsmålet om den civile tjenestes varighed, jfr. Foin v.
Frankrig (666/1995).
131
EMK App. No. 10410/83 N v. Sverige, DR 40 p. 203.
132
A.st. p. 208.
RETTID 2002/Studenterafhandling 4 34