Martin Kirketerp - Paragraf

Den Juridiske Stafet
Flygtninge, hvad skal de i
Danmark?
Hvad skal vi med somaliske flygtninge, de har ikke en kinamands chance
for at blive integreret. De går rundt, som kom de fra en fremmed planet,
siger den ene. - Nej, hold nu op, det skal nok lykkes, de skal også have
en chance, og de skal vel bare hjælpes, for hvor skal de ellers være,
siger.den.anden.
Nogenlunde sådan blev synspunkterne
ridset op blandt mine venner
i diskussion en sen nattetime i et
sommerhus.
Synspunkterne er måske ikke helt
uforenelige og vel heller ikke helt
uforståelige. Det er helt sikkert
en stor udfordring at integrere de
somaliske flygtninge, ligesom det
er vanskeligt at integrere flygtninge
fra Afghanistan, Irak, Congo og
en lang række andre lande. Kulturskifte,
sprogskifte, savnet af
hjemegnen og familie, flugt, frygt,
måske tortur eller anden umenneskelig
behandling - ja, rækken af
problemerne er næsten uendelig.
Det hele er med i bagagen, når
den somaliske familie starter på
integrationen i det danske samfund
– ofte efter meget lang tids
ventetid, der vel i bedste fald kan
betegnes som tomgang. Hertil
kommer, at der lynhurtigt rykkes
rundt på strukturen i familien, fordi
børnene hurtigst lærer det danske
sprog og får venner og kontakter i
Danmark, samtidig med at forældrene
føler magtesløshed og fremmedgjorthed
overfor børnenes nye
vaner og dagligdag. Oven i det
hele skal man så ofte lægge til, at
forældrene er analfabeter eller i
hvert fald dårligt uddannede.
Alt i alt bliver resultatet en vanskelig
integrationsproces, hvor der af
og til bliver nogle trælse følger i
form af øget kriminalitet og andre
problemer for den ellers velsmurte
danske velfærdsmaskine. Socialforvaltning,
sundhedsvæsen og
skatteforvaltning sander til i uvante
og besværlige problemstillinger.
Men vi skal hjælpe. Vi med privilegierne
skal selvfølgelig give en
hånd med. Vilkårene for verdens
flygtninge er barske, og flygtningene
er mange. Omkring 42
millioner mennesker er flygtninge
og internt fordrevne – og heraf er
cirka halvdelen børn. Behovet for
hjælp er stort. De fleste lever under
kummerlige forhold.
De gange, jeg har besøgt en flygtningelejr,
har jeg skullet knibe mig
selv i armen mange gange, for det
var som et mareridt. Hvordan kan
vi acceptere, at mange sulter og lever
under umenneskelige forhold?
Vi selv lever i en sand overflod af
materielle goder med biler, computere,
mobiltelefoner, nye køkkener,
”Forskellen mellem
husdyr i Danmark og
mennesker i Afrika
er blot, at vi aldrig vil
acceptere, at vores
dyr lider så meget.”
spabade m.m. Listen er uendelig,
og nye forbrugsbegreber er kommet
til i de vestlige samfund, nu
kan man ”powershoppe” eller gå
”shopamok”, hvilket vel dækker
over, at man af bare kedsomhed
kaster penge rundt i butikkerne for
at købe nogle varer, man i realiteten
ikke har behov for.
For nogle år siden besøgte jeg
Darfur-provinsen i Sudan. Darfur
er det stadigt blødende sår i Su-
dans forrevne sjæl. Gennem årtier
har krigen i det sydlige Sudan mellem
den arabiske regering i nord
og de afrikanske oprører i syd trukket
dybe blodspor gennem sandet
og har betydet døden for mere end
2 millioner mennesker. Der er nu
nogenlunde fred på den front, men
myrderier og fordrivelser fortsætter
blot med forøget styrke i Darfur i
det vestlige Sudan.
Flygtningene i Darfur er i en
ekstrem dårlig forfatning. De officielle
rapporter om befolkningens
tilstand minder mest af alt om
beskrivelser af stærkt forsømte
besætninger i et dansk landbrug.
Forskellen mellem husdyr i Danmark
og mennesker i Afrika er blot,
at vi aldrig vil acceptere, at vores
dyr lider så meget. Under stort
mediepostyr ville vi straks straffe
de ansvarlige. Men i Darfur går
myrderier, elendighed og misrøgt
ret upåagtet hen – også selv om
det nu er sket i mange år. Grise,
høns og mennesker kommer næsten
ud på et, når blot menneskene
lever i Afrika.
Jeg besøgte en flygtningelejr
med flere tusinde flygtninge. På
afstand lignede hytterne i lejren
den stråhytte, som den første af
de tre små grise byggede, og som
på et øjeblik blev pustet omkuld
af Store Stygge Ulv. Da jeg kom
tættere på, blev det tydeligt, at
sammenligningen med grisehytten
ikke passede. Hytterne var
ringere – meget ringere. De fleste
var ufærdige og hullede.
En af flygtningene Hassain Yahya
viste mig det, der skulle være hans
hytte. Det var et skelet af tynde
pinde med 30-40 cm mellem hver
pind. Skelettet dannede rammen
om det, der engang kunne blive en
hytte på 3x3 meter og godt 1 meter
i højden. Oven på konstruktionen
lå en lille del af en sivmåtte og
et forrevet stykke tøj. Tilsammen
dannede de en smule skygge,
hvorunder Hassains 7-årige dreng
sad passivt og kiggede. Sådan
havde Hassain, hans kone og
deres 8 børn nu boet i 3 måneder.
Uanset om det havde regnet, eller
om temperaturerne havde været
mellem 40 og 50 grader i skyggen,
så havde familien ikke haft anden
beskyttelse. Træerne i nærheden
af flygtningelejren var for længst
fældet og brugt til brænde. Cirka
en tredjedel af lejrens 500 familier
havde som Hassain ikke en
presenning.
-Ryttermilitserne kom en morgen
klokken fem. De brændte vores
hytte af og tog alle mine dyr, fortalte
Hassain, som havde været
en ret velhavende mand med
160 geder, 5 æsler og 20 får. Nu
havde han ingenting bortset fra sin
kone og børn, som han ikke kunne
skaffe mad, da han var syg. Han
fortalte videre, at hans to mindste
børn var 2 og 5 år. De så væsentlig
yngre ud, var fejlernærede og
virkede påfaldende fraværende
i blikket.
Det virkede absurd, at jeg få timer
efter, at jeg mødte Hassain og
hans familie, der ikke kunne få læ
for regnen og solen, og som ikke
fik mad hver dag, kunne sidde med
en direkte internet opkobling. Jeg
kunne frit kommunikere med min
familie, der har alt, hvad der er
nødvendigt for at leve et formidabelt
liv – og en hel del mere.
Det eneste, der rigtigt giver mening
efter mødet med Hassain og de
mange familier, der er i samme
situation, er, at vi kan hjælpe, og
at vi gør det. Vi skal først og fremmest
hjælpe Hassain, der hvor han
er. Det er selvfølgelig vigtigt med
direkte bistand, så familien kan
overleve og derefter skabe nogle
rammer, så det fremover bliver
muligt for
H a s s a i n
at skaffe
sig en indkomst,familien
kan
l e v e a f .
Men det
e r o g s å
vigtigt, at
Danmark
s o m e n
del af det
i n t e r n a -
t i o n a l e
samfund
samtidig
p r e s s e r
Sudan til
at opføre
sig ordentligt.
E n d e l i g t
skal det
d a n s k e
samfund
også yde
et bidrag
ved at tilbyde
nogle
af verdens
flygtninge
ophold i
Danmark.
N å r d e r
ikke er ud-
”Grise, høns og mennesker kommer næsten ud på
et, når blot menneskene lever i Afrika.”
Stig.Glent-Madsen
sigt til, at de kan komme hjem eller
kan blive genbosat i nærområdet,
må de rige lande byde sig til med
beskyttelse og mulighed for at
bygge en tilværelse op på ny.
Hvert år tager Danmark 500 såkaldte
kvoteflygtninge. Nogle af
disse har en livshistorie som Hassain
– de har levet som bønder,
analfabeter, været på flugt, mistet
alt – ofte også værdigheden og
selvværdet. Og så kommer de
til Danmark – som sendt fra en
fremmed planet, som min ene ven
udtrykte det.
Ville vi – hvis vi havde været gennem
samme rædselsregister med
en stadig angst for at miste vores
børn – være i stand til at integreres
i et totalt fremmed samfund. Vi ville
sikkert også agere, som kom vi fra
Jupiter, og givetvis ville vores børn
også opføre sig anderledes end
lokale normer – og det kan vel ikke
udelukkes, at kriminaliteten blandt
vores børn ville blive højere end
det lokale snit.
Så det bliver også rigtigt, når min
anden ven siger, at flygtningene
også skal have en chance, og vi
må hjælpe, for hvor skal flygtningene
ellers være.
Jeg vil gerne videresende stafetten
til advokat og konstitueret landsdommer
Julie Arnth Jørgensen.
Hun har lige tilbragt et år i USA,
hvor hun har fået en LLM. Det skriver
hun om i næste nummer.
Stig Glent-Madsen
Landsdommer og formand
for Dansk Flygtningehjælp
14 1