Martin Kirketerp - Paragraf

1
Når praktisk
anvendelse
møder juridisk
forfængelighed
www.mwblaw.dk
Advokatpartnerselskab
Roskilde 2008
”Hvor fanden er jeg?” er min første tanke, da jeg vågner. Jeg kigger mig
forvirret rundt og opdager en lyseblå sovepose ved min side. Det er min
egen. Jeg sætter mig op og ser mine solbriller ligge kvast på den anden
side af mig. Jeg må have vaklet hjem, kylet liggeunderlaget og soveposen
ud foran teltet og smidt mig på liggeunderlaget uden at tage soveposen
over mig eller solbrillerne af.
Hvorfor fanden havde jeg i det hele
taget solbriller på klokken 5 om
morgenen…?! Apropros solbriller;
solen er ubamhjertelig skarp.
Jeg griber ud efter den ubrugte
sovepose og dækker øjnene for
lys-helvedet. Nattens koncerter og
fester popper frem på nethinden
og fremtvinger et svagt smil på
læberne.
Jeg rejser mig op og tager en
velfortjent slurk af en iskold Nestea,
hvorefter jeg tilfreds lukker
øjnene og falder bagover i en
magisk mini-pool. Vbbrr-vbrr! Jeg
bliver flået ud af drømmen ved en
voldsom vibration fra min højre
bukselomme. Jeg famler med den
klistrede Nokia og fremtvinger et
tørt ”Hallo?”. Samtidig kan jeg
konstatere, at min tunge har klistret
sig fast til ganen.
”Godmorgen! Er du frisk?”
Det er Peters stemme. Jeg hader
ham for at rive mig ud af Nesteadrømmen.
*Smask smask* - jeg
kæmper for at oprette lidt fugtighed
i munden inden jeg svarer. Vi
bliver enige om, at vi trænger til et
bad og planlægger dagens første
aktivitet.
30 minutter, fire glas saftevand og
en parisertoast senere mødes vi
ved campingpladsens mest populære
sted; badesøen. Her er sort af
halvnøgne glade unge. Folk ligger
og slapper af under den bagende
sol, imens en lille gruppe benytter
sig af årets - efter min mening
- mest kreative påfund; Undervandsmusik!
Man stikker hovedet
under vandet og lytter til dagens
undervandskoncert - intet mindre
end genial! Dog er det vigtigt fuldstændigt
at fortrænge tanken om,
at lidt urin kan have sneget sig i
søen – og jeg fremhæver; meget
vigtigt! Især hvis du allerede har
haft hele fjæset under vandet,
taget det op for en stund for at
udbryde; ”Det er fedt det her! Man
kan sgu godt høre det!”…
Vi bruger resten af eftermiddagen
ved søen på at ligge og sove,
smugkigge efter letpåklædte piger
(læs: topløse piger) og diskutere,
hvorfor det ikke er i orden at spørge
sin kammerat; ”Hey, vil du ikke
smøre lidt faktor 15 på min ryg”.
Om aftenen samles vi med en
flok på små 50.000 glade og
ikke mindst fulde mennesker
foran Orange Scene til The Streets
koncerten. Jeg er ikke bleg for at
indrømme det: Dette er min ilddåb
med fænomenet. Jeg opfatter hurtigt,
hvorfor Orange Scene bliver
velbesøgt hvert år af nye og ikke
mindst tidligere festivalgæster.
Først og fremmest er det jo vigtigt
at have besøg af festivalens
bedste ven; fremragende vejr.
Men hovedkrydderiet for Orange’s
succes (Ja, vi er på fornavn), er
den kolossale og samlende kraft,
som sammensætning af tusindvis
af glade mennesker og live-musik
skaber. Den kan ikke beskrives
med ord. Mike Skinner fra The
Streets havde publikum i sin hule
hånd hele koncerten igennem. Det
lykkedes ham at få alle til at sætte
sig på hug og vente, hvorefter alt
eksploderede i et orgie af hoppen
og dansen på én gang. Uforglemmeligt!
Hvor ofte får man lov til at stå, sent
fredag aften, sammen med 60.000
små mennesker med lightere og
sony-ericsson’er i luften, imens
storskærmens kamera panorerer
langsomt hen over den glitrende
menneskemængde?
Jeg har forladt forreste række for
at lade vandet. Koncerten er på sit
højeste, og jeg står lidt på afstand
med perfekt udsyn ud over menneskemassen.
Musikken smadrer
ud af højtalerne, imens publikum
fester. Hvilken fest! Alle 50-60.000
udgør én stor horde af dansende,
skrålende og glædestrålende
mennesker, flot omgivet af et stort
grønt og blåt lysshow. Intet mindre
end smukt!
Det er oplevelser som disse, der
får én til at føle, at man er en lille
del af noget stort. For Roskilde er
stort - kæmpe stort!
Af Henrik Bang
1