Phd - Thomas Illum Hansen - Poetik og lingvistik

og Bakhtin har lagt vægt på. 49 Kant selv gjorde mest ud af skemaets tidslige dimension. Formentlig
fordi den rumlige dimension var umiddelbart givet med skemaets billedkonstituerende funktion, og
fordi man i Kants samtid opfattede rummet som en veldefineret størrelse inden for den euklidiske
geometri. 50 Umberto Eco anskueliggør skemaets tidslighed ved at sammenligne det med “de såkaldte
flow charts eller rutediagrammer, vi bruger, når vi skal have en computer til at arbejde”, (Kant og
næbdyret, s. 88). Man kan i forlængelse heraf beskrive skemaet som en regel der foreskriver en konstruktionsproces,
og som derfor rummer en potentiel tidslighed som vi aktualiserer når vi tænker på
en linje, det tredimensionale rum eller en hund.
Opprioriteringen af skemabegrebet i receptionen af Kant hænger nøje sammen med at fænome-
nologien, gestaltpsykologien og senest kognitionsforskningen på forskellig vis har fundet belæg for
at en central komponent i menneskets erkendelse er en evne til at stilisere erfaringsfænomener og
uddrage gestaltstrukturer. På den baggrund har det været oplagt at vende op og ned på Kants tænkning.
Udgangspunktet er ikke længere en teori om anskuelsens materiale over for forstandens kate-
gorier, men en undersøgelse af skemaer der er virksomme i anskuelsen. Således forskydes fokus fra
skematismens transcendentale funktion som bindeled til dens fænomenologiske og semiotiske funktion
som kognitiv aktivitet der med afsæt i anskuelsens immanente former gør det muligt at oprette
skel såsom form og indhold, forstandsbegreber og anskuelsesmateriale. Det interessante i denne for-
bindelse er dels den gestaltpointe at de nævnte skel ikke er givet på forhånd, men må etableres på
grundlag af den umiddelbare erfarings førbegrebslige gesamtoplevelser, dels at den skematiserende
aktivitet i overensstemmelse med en af Cassirers kongstanker konsulteres i en “erfaringskontekst”.
Særligt inden for den kognitive udviklingspsykologi er man nået langt med empiriske undersøgelser
af gestaltskemaers betydning for børns evne til at kategorisere genstande og for deres tilegnelse af
sprog. På den baggrund er blandt andre Jean M. Mandler tillige nået langt i analysen af spædbarnets
dannelse af skemaer – en analyse jeg vil vende tilbage til.
“eine Verborgene Kunst”
I et bevæget øjeblik betegnede Kant selv skemaernes virke som “eine Verborgene Kunst” der må til-
skrives den produktive indbildningskraft. Problemet er imidlertid ikke blot deres skjulte virke, men
det forhold at de åbner for en problematik, snarere end leverer en løsning. Hvor Kant forestillede sig
at det blot var et spørgsmål om på systematisk vis at gøre rede for hvordan underordnede begreber
49 Jf. E. Cassirer (1953), s. 412, og M.M. Bakhtin (1981), s. 85.
50 Jf. F. Stjernfelt (1997), s. 466-67.
97