Phd - Thomas Illum Hansen - Poetik og lingvistik

idet prosodi og klangfigurer former et lydmateriale og skaber stemningskvaliteter man kan rette sin
opmærksomhed mod uafhængigt af litteraturens andre lag. På den anden side skaber laget æstetiske
kvaliteter i samspil med de andre lag fordi manifestationskvaliteterne har indflydelse på læserens
oplevelse af genstandslaget og de repræsenterede sagforhold. En dobbelthed Ingarden understreger
ved at anlægge to perspektiver på lydlaget: Ontologisk set udgør sproglydsfigurerne det ydre mærke
der gør det muligt at aktualisere litteraturens betydningsintentioner. Fænomenologisk set er sproglydsfigurerne
ikke blot med til at styre konkretiseringen af lydmaterialet, men også konkretiseringen
af det semantiske materiale og dermed læserens konkrete forestillingsbilleder. Ingarden opfatter altså
både lydlagets manifestationskvaliteter som en affektiv farvning af den intentionelle repræsenta-
tion og som en forberedelse (paratzuhalten) af bestemte aspekter ved den repræsenterede genstand.
Heller ikke i denne forbindelse kommer Ingarden med eksempler, men Roman Jakobsons berømte
Shakespeare-eksempel, “brutish Brutus”, kan illustrere at sproglydsfigurer har betydning for fremstillingen
af et forhold. Hvis man skifter det adjektiviske adled ud med et andet eller ændrer syntak-
sen, fx til prædikativ til subjekt (S er P), vil sproglydsfiguren ikke i samme grad understrege at der
er tale om et væsenstræk ved personen. På grundlag af det fonetiske materiales dobbelte funktion
kan Ingarden derfor konkludere at sproglydsfigurernes lag er en afgørende konstituent i det litterære
værk. Dets æstetiske egenværdi er afgørende for det han betegner værkets “polyfoni” fordi hvert
lags formning af et eget materiale gør værket til en heterogen helhed. Og dets semantiske funktion
er afgørende fordi det medfører en “komplettering” af de repræsenterede genstandes lag.
Skriftfigurernes lag
Man kan undre sig over at Ingarden ingen overvejelser gør sig over skriftens konstitutive funktion i
forbindelse med lydlaget. Ikke blot som en bagklog, Derrida-inspireret forundring over den klassi-
ske fænomenologis fortrængning af det ydre mærkes konstitutive funktion, men fordi skriftlagets
centrale funktion er indlysende. 13 Teksters grafiske fremtrædelse er kendetegnet ved en materialitet
der i visse tilfælde kan præge læserens konkretion på niveau med lydmaterialet. Og det er en almindelig
erfaring at forholdet mellem lyd- og skriftfigurer kan være flertydigt. Den umiddelbare grund
til Ingardens undladelsessynd er at han undersøger konstitutionsforhold der både gælder mundtligt
og skriftligt formidlede tekster, men eftersom majoriteten af vestlig litteratur er skriftligt formidlet,
er den begrundelse problematisk. Derfor vil jeg behandle skriftproblematikken selvstændigt i forbindelse
med Højholts digtning i et kapitel om skrift og materiale.
13 Jf. A. Olsson (1987), s. 94, og A. Pettersson (1981), s. 114.
21