Phd - Thomas Illum Hansen - Poetik og lingvistik

Indledning
Sproget er forfatterens materiale. Det mente i hvert fald Roman Jakobson, Maurice Merleau-Ponty
og med dem mange andre der har reflekteret over forholdet mellem sprog og litteratur. Hvis det er
sandt, og det vil jeg som udgangspunkt antage det er, giver det anledning til forskellige mulige per-
spektiver på forholdet mellem sprog og litteratur. På den ene side kan man forsøge at forstå litteraturvidenskab
som en form for sprogvidenskab eller som en disciplin der kan støtte sig til sprogvidenskaben.
Forsøg af en sådan art har fundet næring i Jakobsons banebrydende foredrag, “Lingvistik
og poetik” (1960), der netop tager afsæt i en strukturel sprogvidenskab og på forbilledlig vis
demonstrerer hvordan man kan overføre begreber og betragtningsmåder til det litterære studium. På
den anden kan man forsøge at forstå sprog- og litteraturvidenskab som to relativt selvstændige studier
der deler genstandsområde, og som derfor delvist dækker hinanden. Merleau-Pontys La Prose
du monde (1969) er et forsøg af denne art, men det forblev ufuldendt. Han skrev på sit manuskript i
1951-52 under indtryk af den strukturelle sprogvidenskab, men i et tilbageblik står det klart at de
strukturalistiske principper ikke lod sig forene med hans fænomenologiske syn på sprog og litteratur
som kommer til udtryk i modstående citat (La Prose du monde, s. 23).
Poetik og lingvistik kan læses i forlængelse af dels den fænomenologiske tradition som mit forsøg
på at realisere Merleau-Pontys projekt, dels den strukturalistiske tradition som mit forsøg på at
omfortolke det forhold mellem poetik og lingvistik som Roman Jakobson skitserede. 1 Hypotesen er
at den kognitive vending inden for de seneste årtiers forskning i sprog og udviklingspsykologi kan
bruges til at vende op og ned på det strukturalistiske syn på forholdet mellem sprog- og litteraturvidenskab
til fordel for et fænomenologisk der gør det muligt at forankre tekstanalysen i en tværvi-
denskabelig grundlagsteori om sproglig og førsproglig betydning.
Brudfladerne i Merleau-Pontys projekt tolker jeg mere generelt som brudflader i forholdet mellem
sprog- og litteraturvidenskab. Problemet har især været at det strukturalistiske autonomiprincip,
der hævder at sproget er et selvberoende system som skal beskrives indefra, står i kontrast til en lit-
terær erfaring af sproget som et udtryksfænomen der ikke er selvberoende, men funderet i noget andet
end sig selv. Løsningen på det problem kan principielt set tage to retninger: Man kan nedpriori-
1 Poetik-begrebet bruges her i en bred betydning der er mere eller mindre synonym med “litteraturvidenskab”. I traditionen
efter Aristoteles’ Poetik bruges poetik-begrebet både deskriptivt og normativt om henholdsvis digtningens regler og
dens væsen. Senere i min fremstilling vil jeg præcisere min brug af begrebet. Det skal dog understreges med det samme
at poetik-begrebet inden for den tradition som jeg knytter an til, ikke må forveksles med det poetik-begreb som er blevet
brugt til at betegne enkeltstående forfatteres poetologiske refleksioner over deres eget forfatterskab.
1