Phd - Thomas Illum Hansen - Poetik og lingvistik

eslægtet med hengivelsen og med det Talmy betegner som en “lade-muliggøre”. Den potentielle
Antagonist er Agonisten selv der må suspendere sin aktive stræben til fordel for en villet passivitet.
Spørgsmålet er om den passive handling er fremtidsvendt. Rummer den en forventning om noget?
Breder man sine arme ud, forventer man at nogen kommer en i møde, at man bliver målet for
en andens bevægelse og for et favntag. Den rolige bevægelse og konfliktløse kraftdynamik skaber
imidlertid indtrykket af en forvisning om at blive mål, og om at ens handling vil blive gengældt. I
min konkretion er den som nævnt gengældt i kraft af at både hylden og månen breder. Min udfyldning
af strofens ubestemthedssteder kan belægges yderligere med afsæt i den tidligere registrerede
mærkværdiggørelse. Den kunstfærdige konstruktion med hænder der bredes mod noget, adskiller
sig fra den hverdagssproglige satellitkonstruktion med arme der bredes ud mod noget. Normen er at
man horisontalt breder armene ud mod noget man er fortrolig med og gerne vil favne. I forhold hertil
afviger strofen ved at fraspalte satellitten “ud”, ved at det er hænder der bredes, og ved at bevægelsen
er orienteret langs en vertikal akse. Resultatet er at hyldens gestus specificeres på en ganske
særegen måde. Den horisontale fortrolighed mellem jordiske elementer forskydes metaforisk til en
vertikal fortrolighed mellem et jordisk og et kosmisk element. Mærkværdiggørelsen har yderligere
betydning for den metaforiske funktion idet “hænder” fremhæver et andet aspekt ved hylden end
“arme”. Derfor vil jeg modificere Vosmars udsagn om at substantivet “hænder” kan udskiftes med
“blomster”.
På lydlaget ville udskiftningen ødelægge allitterationen og det fine vokalspil der aftegner en
bevægelse fra første linjes snævre, rundede bag- og fortungevokal (u, y) over anden linjes åbne, urundede
fortungevokaler (a, æ) til sidste linjes rundede bagtungevokaler (o, aa). 144 Og på betydningslaget
ville det ødelægge den mærkværdiggørelse der tiltrækker sig opmærksomhed. Udskifter
man “hænder” med “arme” er det tydeligt at strofen skifter karakter idet hyldens gestus bliver mere
voldsom og i højere grad lægger op til en analogi mellem arme og grene. Når “hænder” umiddelbart
synes at kunne udskiftes med “blomster”, er det fordi den metaforiske bestemmelse er “dinghaltig”
(jf. s. 184). Metaforens virkning er imidlertid en intensivering af genstandsoplevelsen der forbere-
der den kvasi-perceptuelle fremtrædelse ved at profilere en bestemt sansekvalitet, det man med Ingarden
kunne kalde en “anskuelig kvalitativ formation” (jf. s. 62). Det særlige er at hænder der bredes,
skaber en skålformet gestalt. Den konkrete billedmetafor artikulerer en kvalitativt bestemt
fremtrædelse på et sanseskematisk niveau som vi ikke uden videre kan nå med vores almene begre-
144 Vokalen “o” er en halvsnæver, rundet bagtungevokal, men den vokalåbning der kendetegner korte vokaler i dansk
sprogbrug medfører at det korte “o” er sunket et trin ned i “kardinalvokaldiagrammet” og udtales som et “å”. Derfor
aftegner den sidste verslinje i sig selv en gradvis vokalåbning.
235