Phd - Thomas Illum Hansen - Poetik og lingvistik

kognitiv vinkel implicerer det bl.a. en viljesakt og en kropslig aktivitet der som vist medfører en
mere kompleks frame-semantik end i de ikke-agentive udsagn.
Med afsæt i de ikke-agentive udsagn udarbejder Talmy et begrebsapparat der gør det muligt at
analysere en lang række kraftdynamiske udsagn, herunder kausativer, og vise hvorledes de fremhæver
eller udelader faktorer der indgår i det kraftdynamiske mønster. For eksempel udelades den
forårsagende kraft i verbalsyntagmet “The ball kept rolling”, der er bygget op om det intransitive
verbum “keep”, i modsætning til en konstruktion med det transitive “keep”, “The wind kept the ball
rolling”, hvor den forårsagende kraft ekspliciteres og sættes i forgrunden på bekostning af bolden,
der sættes i baggrunden som direkte objekt. Således analyserer Talmy også variationen af syntakti-
ske roller som et semantisk fænomen der gør det muligt at intendere en kraftdynamisk konflikt på
forskellige måder. Ligeledes kan sætningerne varieres så de retter opmærksomheden henholdsvis
mod resultatet af en handling (“resultanten”), fx at en bold ikke triller pga. græsset på en skråning,
eller mod det fremhævede moments tendens, fx at bolden bliver liggende. På den måde omfatter
den kraftdynamiske semantik tillige ikke-prototypiske kausale fænomener som “vedvarende forårsagelse
af hvile”, (Toward a Cognitive Semantics I, s. 430).
Talmys begrebsapparat kan være med til at præcisere de kraftdynamiske pointer. Han beskriver
de interagerende kræfter som muskelpar der modarbejder hinanden med fysiologiske termer: Ago-
nisten (kraftenheden i fokus) og Antagonisten (den modsatrettede kraftenhed). Agonisten kan være
kendetegnet ved en indre tendens til hvile eller handling. Og afhængigt af den indre tendens og styrkeforholdet
mellem kraftenhederne kan resultanten være enten hvile eller handling. På baggrund
heraf benytter Talmy de fire mulige kombinationer af tendens og styrkeforhold til at skelne mellem
fire forskellige grundlæggende kraftdynamiske mønstre. To kausative typer hvor Antagonisten er
stærkest og vedvarende forårsager enten hvile eller bevægelse: “Bolden blev liggende på grund af
det høje græs” og “Bolden blev ved med at rulle på grund af vinden”, og to ikke-kausative typer
hvor Agonisten realiserer sin tendens til hvile eller bevægelse fordi Antagonisten er svagest: “Bolden
blev liggende på trods af vinden” og “Bolden blev ved med at rulle på trods af det høje græs”.
Ved at elaborere de basale kraftdynamiske mønstre kan Talmy analysere verberne “forhindre”,
“hjælpe” og “lade” inden for en kraftdynamisk begrebsramme, blot med Antagonisten som subjekt,
fx “Jeg lod bolden rulle”. På den måde afdækker Talmy en systematisk sammenhæng mellem forskellige
sproglige fænomener der har det tilfælles at de specificerer en kraftdynamisk interaktion.
Ifølge Talmy har generaliseringen af den lingvistiske kausalitet imidlertid langt videre konsekvenser
da vores erfaring af kraftdynamik ligger til grund for diverse psyko- og sociodynamikker. Talmy be-
149