Phd - Thomas Illum Hansen - Poetik og lingvistik

Problemet er overordnet at den grammatiske specifikation ikke nødvendigvis er individueret.
Derfor vil jeg skelne mellem en grammatisk og en stilistisk præsentationsfunktion. Den grammatiske
indgår som en central bestanddel af den almene repræsentationsfunktion. I modsætning hertil
fungerer den særegne stil som en individuerende præsentationsfunktion der giver anledning til en
fortolkning af udtrykkets singularitet. Fordelen ved den udlægning er at den afmystificerer konstitu-
tionen af de skematiserede aspekters lag. Den kropsliggjorte, kvasi-perceptuelle fremtrædelse specificeres
i udgangspunktet grammatisk, hvorimod det er det unikke samspil mellem de forskellige lag
og mellem den leksikalske og den grammatiske semantik der individuerer fremtrædelsen og med
Ingardens udtryk skaber en “levende gestalt”. Således vil det være oplagt at analysere hvorvidt lyd-
lagets manifestationskvaliteter og suggestive virkning har betydning for udfoldelsen af perspektiv
og fordelingen af opmærksomhed. Og om den figurative sprogbrug har betydning for skematiseringen
af projicerede genstande.
Skellet mellem den stilistiske og den grammatiske præsentationsfunktion gør det muligt at præ-
cisere stilens særskilte funktion som andet og mere end at forberede et kvasi-perceptuelt perspektiv.
I forhold til Ingardens snævre interesse for perciperbare genstandes aspekter og afskygninger, er det
mere frugtbart at relatere stilen til Husserls udvidede erfaringsbegreb der omfatter alle fænomener
der kan fremtræde for en bevidsthed. Mennesker er for det meste optaget af gøremål der implicerer
perciperbare handlinger og genstande, men der er netop tale om gøremål, dvs. handlinger der forskyder
fokus fra de umiddelbart perciperbare omgivelser til mentale fænomener som er forbundet
med den målorienterede handling – herunder foregrebne mål, planer, følelser, mellemmenneskelige
relationer mm. Ikke desto mindre kan Ingarden have ret i at tildele den kvasi-perceptuelle fremtrædelse
en central rolle i en almen teori om litteratur, men som jeg allerede forsøgte at vise med min
analyse af første kapitel i Thomas Manns roman Der Zauberberg, indebærer det ikke at den litterære
repræsentation primært er bygget op om en sprogliggørelse af fremtrædelsesforhold. Tværtimod
viste det sig at den kropsliggjorte fremtrædelse snarere skal forstås ud fra den grammatiske specifikation
af kropsrelaterede skemaer og den verbale projektion af hændelsesforhold i kombination med
en individuerende brug af lydfigurer og figurativt sprog (jf. s. 52-58).
I lyset af den kognitive lingvistik vil jeg mere generelt hævde at stilens præsentationsfunktion i
det litterære værk ikke består i at etablere et perspektiv, men i en individuerende specifikation af et
opmærksomhedsfelt. Stilens kognitive funktion kan således både vedrøre en særegen specificering
af den grammatiske og/eller den leksikalske semantik, og når der ikke blot er tale om en modifikation
af et system, er det fordi den nyskabende sprogbrug forstås ud fra et førsprogligt vidensniveau
213