Phd - Thomas Illum Hansen - Poetik og lingvistik

Merleau-Pontys tese er at man under en samtale eller læsningen af en bog kan blive grebet af en udtryksstil,
og at det er denne stilerfaring der gør det muligt at gribe samtalen eller bogen og fastholde
den, pakket ind i hukommelsen. Han fokuserer ofte på samtalens kredsende karakter for at fremhæve
de talendes spontane griben ud efter ord og vendinger i et forsøg på at specificere de førsproglige
meningsintentioner der skaber et udtryksbehov. Som citatet viser, skelner han imidlertid ikke skarpt
mellem en samtale og læsningen af en bog. Man kan med rette kritisere ham for at overse og ud-
viske væsensforskelle. Man kan dog også hæfte sig ved at hans beskrivelser tydeliggør stilens funktion
på tværs af forskellige kommunikative situationer. Et centralt spørgsmål er hvorvidt den tegnformidlede
fremmederfaring er bundet til et mellemkropsligt møde og til en gensidig visuel perception.
Ud fra såvel et ontogenetisk som et fænomenologisk, formelt genetisk perspektiv spiller det
mellemkropslige møde en konstitutiv funktion, men spørgsmålet er om læsningen af en tekst kan
udløse en fremmederfaring uafhængigt af et konkret kropsligt møde.
Merleau-Pontys beskrivelser af litteraturen og læseakten i La Prose du monde rummer ikke blot
argumenter for denne opfattelse, men også den påstand at den litterære sprogbrug i særlig grad eks-
ponerer stilens betydning for sproget som sådan. Hans egen udtryksstil indebærer imidlertid at man
må eksplicitere de metaforiske beskrivelsers implicitte argumentstrukturer:
… je me mets à lire paresseusement, je n’apporte qu’un peu de pensée – et soudain quelques mots m’éveillent, le feu
prend, mes pensées flambent, il n’est plus rien dans le livre qui me laisse indifférent, le feu se nourrit de tout ce que la
lecture y jette. Je reçois et je donne du même geste. (s. 18)
Som i det første citat opholder Merleau-Ponty sig især ved erfaringen af at blive grebet af en stil,
men han gør ikke rede for de passive synteser der ligger til grund for den litterære fremmederfaring.
I udgangspunktet er læseakten ikke kendetegnet ved den samme umiddelbarhed som det kropslige
møde af den indlysende grund at litteraturen er middelbart tilgængelig via fysiske tegn. Som Ingardens
faseopdeling af den æstetiske erfaring tydeliggjorde, er læserens erfaring kendetegnet ved en
trinvis opbygning der prototypisk forløber som en modifikation af udsigelsen, aktualisering af betydningsenheder
og konkretisering af aspekter (jf. s. 63). Med Husserls tegnanalyse kan man tilføje
at læseaktens passive betegnen må implicere en apperceptiv overførsel af førstepersonlige kvaliteter
fra læseren der gør det muligt at associere det egne og det fremmede. Hvorvidt det sker, afhænger
primært af lydlagets manifestationskvaliteter og den stilistiske modifikation af betydningsenheder.
207