Phd - Thomas Illum Hansen - Poetik og lingvistik

en ny information (rema) i den første sætning: “Min søn”. Ingarden analyserer den på lignende vis,
men det er karakteristisk at han opfatter referencebindingen som en griben ud over sætningens sagforhold
og ind i et andet fremmed sagforhold, og som en tekstbinding der etableres med de to led –
der begge fungerer som et syntaktisk subjekt med en retningsfaktor – idet funktionsordet får sin betydning
modificeret i og med dets retningsfaktor griber ind i en anden sætning. Kohæsion er derfor
ikke blot sproglig manifestation af kohærens, men i lige så høj grad konstituerende for en rent intentionel
meningssammenhæng af højere orden.
Ingarden giver endvidere eksempler på at den grammatiske referencebinding ikke i sig selv er
nok til at sikre sammenhængen, men det er påfaldende at han skænker de sammenhænge der konsti-
tueres af ordnens materielle indhold så lidt opmærksomhed. Det bliver tydeligt i hans eksempel på
sætningsrækkefølgens betydning: “Hr. X har ikke begreb om at køre bil. Han kører uopdragent og
meget letsindigt. I går tog han to bekendte med sig i bilen, tog på udflugt til Y og kørte to børn ned
på vejen derhen. Begge er døde. En sådan drønnert kan forårsage så meget ulykke.” 22 Ingarden ud-
lægger denne sætningssammenhæng som et eksempel på at den sekventielle ordning af sætningerne
får os til at knytte bestemte tekstbånd: “begge” knyttes til “børnene”, “drønnert” til “hr. X”. Her synes
det dog mere oplagt at pege på den rolle som den potentielle del af ordenes betydningshorisont
(dvs. den implicitte del af det materielle indhold) spiller for hvad man passende kunne kalde den se-
mantisk referencebinding. Hvis man omformulerer anden og tredje helsætning bliver denne implicitte
tekstbinding tydelig: “I går tog han på udflugt til Y og kørte to børn ned på vejen derhen. Han
havde to bekendte med sig i bilen. Begge er døde.” Hvis sætningsrækkefølgen var afgørende, skulle
mit eksempel være lige så meningsfuldt som Ingardens med den forskel at “begge” knyttes til de “to
bekendte”, men de fleste vil opfatte mit eksempel som mærkværdigt fordi dets grammatiske og se-
mantiske tekstbindinger modarbejder hinanden. For det første forventer man at sætningsrækkefølgen
afspejler en tidslig rækkefølge: at de bekendte blev taget op inden børnene blev kørt ned. For
det andet vækker verbalet “kørt ned” en prototypisk forestilling om hvad det ville sig at blive kørt
ned. Verbalets materielle indhold rummer den potentielle betydning at man kan dø af at blive kørt
ned, og derfor knyttes “Begge” semantisk til “to børn”, men grammatisk til “to bekendte” i kraft af
et nærhedsprincip der får os til at opfatte funktionsordet “Begge” som visende tilbage til det nærmeste
nominalled der kan erstattes af netop det pronomen.
22 “Herr X hat keine Ahnung vom Automobillenken. Dabei ist er ungeschickt und sehr leichtsinnig. Er nahm gestern
zwei Bekannte in seinem Auto mit, machte einen Ausflug nach Y und überfuhr unterwegs zwei Kinder. Beide sind Tot.
So ein Trottel kann so viel Unglück verursachen”.
35