Phd - Thomas Illum Hansen - Poetik og lingvistik

Umiddelbart fremstår romanen som en missionerende dom over hovedpersonen der kan læses
allegorisk i stil med Vingårdslignelsen: Frelsen er mulig til det sidste. Den allegoriske læsning kan
dog ikke udtømme den dobbelthed jeg erfarer undervejs, spændingen mellem det apokalyptiske blik
og den sceniske fremstilling. Derfor vil jeg præcisere denne spænding med en kronotopisk reduktion
og udfolde min analyse med en nærlæsning af et af de poetiske billeder der er med til at skabe
et genetisk fremadvendt perspektiv der står i kontrast til det apokalyptiske og bagudvendte.
Romanens tid og rum etableres med afsæt i et kammer oppe under taget, “højt oppe over Gadens
brusende Flod”, hvor Niels Graffs dødskamp strækker sig over en trist dag i november (s. 8).
Fra kammeret springes der tilbage i tid. Febervildelse og syner får Niels til at genopleve sit voksne
liv, den første tid med Agnes, deres borgerlige liv der langsomt går i opløsning pga. Niels’ rastløse
og drikfældige turen omkring, det forliste ægteskab, rejsen sydpå til “den fremmede Stad” med Fru
Lily og den eksistentielle tomhed i deres kødelige forhold der ikke lader sig overdøve af “Sansernes
Tilfredshed” (s. 107). Efter at Fru Lilys begær fører hende videre ud i verden og lader Niels tilbage,
bliver fremstillingen stadig mere fragmentarisk. Syner og billeder veksler med Niels’ feberfantasier
der udvisker skellet mellem nu og før, virkelighed og fantasi. Til sidst gennemtrænges Niels af et
hvidt lys og en stemme bryder igennem som stiller ham til regnskab, men først da den afløses af en
mildere, mere forstående stemme bryder Niels sammen og beder Agnes og siden Gud om tilgivelse.
Man kan både læse slutscenen som udtryk for at Niels finder frelse, og som udtryk for at han
mister sin forstand. Den frelste forfatter modererer slutscenens udsagnsværdi ved blot at lade Niels
føle sig frelst (s. 136). Vågekonen beder for Niels: “Thi ingen uden Gud véd, hvad der kan ske en
Sjæl i dens sidste Time” (s. 137). I romanen kan fortælleren agere Gud, men forfatteren afstår fra at
lade fortælleren få det sidste ord. Læseren får indblik i Niels’ sidste syner, men det er ikke entydigt
hvordan de skal tolkes. Undervejs i romanen fremtræder de mange syner som “Forfængelighed –
Forfængeligheders Forfængelighed” – for fortællerens dømmende blik, men den perspektiviske
fremtrædelse bevæger sig samtidig fluktuerende som et “point of perception” der delvist dækker
Niels’ stemningsbårne oplevelser. Det apokalyptiske perspektiv tilbyder en tidslig orden der vurde-
rer og tilskriver de enkelte hændelser mening i en større sammenhæng, men Jørgensens detaljerede
og til tider svulstige beskrivelser af Niels’ oplevelser skaber et genetisk perspektiv hvor tiden og
rummet syntetiseres på en individueret, kropsliggjort måde.
Modsætningen mellem det apokalyptiske og genetiske perspektiv fremstår skarpest hvor Niels
gribes af følelser og stemninger, især hvor de affektive tilstande er forbundet med radikale skift i
handlingsforløbet. Den passage jeg har valgt at nærlæse, skiller sig ud ved at være en af de få natur-
239