Phd - Thomas Illum Hansen - Poetik og lingvistik

Læserens fortrolighed med kropslig bevægelse og orientering ligger til grund for fremstillingens
suggestive kraft. Handlingsverberne er basale i den forstand at de udfolder simple kropsmotoriske
aktiviteter: “bestiegen”, “trocknete”, “gingen”, “wusch und trocknete”, “betraten”. Thomas Mann
behøver blot at markere prægnante momenter ved de målorienterede handlinger for at forberede en
perspektivisk fremtrædelse, og spørgsmålet om prægnans kan her besvares ud fra de gestaltskemaer
der er knyttet til den situerede krop, i dette tilfælde først og fremmest skemaet for henholdsvis ydreindre,
op-ned og kilde-vej-mål. Således kan man bemærke at Thomas Mann artikulerer en skematiseret
forestilling om et teleologisk forløb, et narrativt skema, med få handlingsverber og funktionsord
der markerer bevægelsen ind i en elevator, op langs en vertikal akse, hen langs en horisontal
akse, ud af Castorps værelse, ad en vej fra en etage til en anden og ind i restauranten. Det er ikke
nødvendigt at eksplicitere bevægelsen ud af elevatoren, ind i værelset eller fra den etage værelset er
på, til den etage restauranten er på, for læserens fortrolighed med den type af situationer gør det
muligt at komplettere forløbet uden videre som en helhed i tid og rum. Som tidligere nævnt er ud-
fyldningen af ubestemthedssteder nemlig topologisk styret, og det forhold udnytter Thomas Mann
ved at sætte bevægelser i forhold til en grænse (ydre/indre) eller et mål i forgrunden og derved perspektivere
situationen, hvorimod størstedelen af de resterende bevægelser i et ontologisk fuldstændigt
forløb er implicitte.
Når Ingarden erindrer Castorps gåtur fra værelset til restauranten som et mønstereksempel på en
kontinuerlig fremstilling, skyldes det formentlig de kropsrelaterede gestaltskemaer og hændelsesforhold,
men fremtrædelsesforholdene har også en konstitutiv funktion der kan præciseres med et begreb
fra Vom Erkennen des literarischen Kunstwerks: “aktiv hukommelse” (“lebendigen Gedächtnis”,
§ 16). Selvom korridorens fremtrædelsesforhold ikke længere er aktualiserede og genstand for
læserens tematiske bevidsthed, kan de stadig være aktive i læserens hukommelse og farve det præsentiske
moment der med Henri Bergsons betegnelse aldrig er punktuelt, men altid har en vis varighed
eller udstrækning. Ifølge Ingarden vil allerede læste sætninger og intenderede sagforhold typisk
være givet i læserens momentane opmærksomhedsfelt i en kondenseret og førtematisk 28 form, fx
som en stemning og som udvalgte sagforhold der præger den videre læsning. Og det synes netop at
være tilfældet ved konkretiseringen af Castorps vej til restauranten. Kokosløberen, korridorens
smalhed, det blege lys og de skinnende vægge er stadig aktive fremtrædelsesforhold i læserens hukommelse
og medaktualiseres under læsningen af passagen, men de er sat i baggrunden til fordel
for et mål, en ubehagelig lyd og en samtale der er sat i forgrunden. På den måde re-præsenterer
28 Begrebet “førtematisk” bruges inden for fænomenologien om forhold som er givet i bevidstheden, men som subjektet
ikke har rettet sin tematiske opmærksomhed mod.
57