Phd - Thomas Illum Hansen - Poetik og lingvistik

teriseret ved et moment af ubestemmelighed der åbner for forskellige fortolkningsmuligheder og
stiller fortolkeren over for den udfordring at gøre rede for hvilke betydningshorisonter der er impliceret
i værket. Denne problematik vil blive udfoldet i relation til den kognitive skemateori.
Sætningernes udsigelseskraft
Ingarden afrunder sin kognitive grammatik med at indkredse det lingvistiske træk der modsvarer
den fiktive verdens “som om”, dens såkaldte skin-karakter, og når frem til at den specielle modifikation
der kendetegner litterære udsagn, er deres kvasi-dømmende karakter. Kvasi-modifikationen
af udsigelseskraften begriber han inden for et kontinuum hvor den rene udsagnssætning og den faktiske
dom udgør polerne: fx “det regner” som grammatisk eksempel og “det regner” som en doms-
sætning (§ 25). Udsagte sætninger inden for det litterære værk befinder sig et sted midt imellem idet
de påstår noget, men uden en fordring om at det er sandt. Kvasi-modifikationen gælder samtlige
sætningstyper og sprogfunktioner inden for det litterære værk uafhængigt af udsigelsesniveauet. De
kan derfor være med til at præcisere fiktionskontrakten. Fiktion er ikke løgn, fiktion er en overens-
komst om en suspension af udsigelsens hævdende (illokutionære) kraft.
Man kan med rette spørge kritisk til om kvasi-modifikationen af udsagn er et væsenstræk ved
det litterære værk der adskiller det fra andre tekstyper og fremstillingsformer. Konstruerede cases i
faglitteratur og andre hypotetiske konstruktioner synes fx også at være kendetegnet ved en kvasmodifikation
som Ingarden ikke tager højde for. Det interessante ved litterære kvasi-domme er at
modifikationen er gradueret, men det samme kunne siges om fx kontrafaktisk historieskrivning hvor
der kan indgå historiske personer i et kontrafaktisk begivenhedsforløb. Når Ingarden opererer med
grader af modifikation, er det fordi der fx er forskel på en eventyrroman og en historisk roman. I
romaner om det moderne gennembrud vil Georg Brandes typisk spille en eller anden rolle, og denne
rolle vil rumme en reference til den historiske person. Man kunne her tilføje at referencens illokutionære
kraft primært afhænger af værket som helhed. Derfor vil enkelte udsagn inden for værket
altid være mere eller mindre modificeret, og modifikationen må især være styret af udsigelsesniveauet
og udsigerens funktion og troværdighed i forhold til helheden. Det er altså ikke så afgørende
hvorvidt Brandes fremstilles i en nøgleroman eller med sit eget navn, men derimod hvorvidt han
karakteriseres af en autoritativ fortæller, en utroværdig person hvis udsagn modsiges på et andet
niveau i teksten, eller af en person der fungerer som forfatterens talerør. På baggrund af disse overvejelser
kan man fremhæve at fiktionskontrakten både kan brydes af læseren og af forfatteren, fx
hvis læseren læser romanen som et historisk dokument, eller hvis forfatteren bliver for direkte i sin
37