Overførelse af viden fra skole til praktik

at kunder skal behandles forskelligt. Man kan
sige, at eleverne har know-how hvad angår
kundebetjening; de ved, hvordan man gør.
Ved at sætte ord på deres know-how giver
skolen mulighed for, at eleverne kan supplere
deres know-how med en know-that, 31 så de
kan fortælle, hvad de gør, når de kigger en
kunde an og vælger den måde, hvorpå de vil
henvende sig til kunden.
Den samme funktion har det fif, som eleverne
lærer om, at de med fordel kan henvende
sig til kunde med et hv-ord, f.eks.: Hvad søger
du? Eleverne synes således ikke, at fiffet om
hv-ord umiddelbart gør dem bedre til at henvende
sig til kunden; de synes ikke, at de kan
bruge det som værktøj. Men de er tilfredse
med, at de er blevet mere bevidste om, at de
har forskellige henvendelsesmuligheder.
Fiffet har desuden den funktion, at det har
fået eleverne til at tage stilling til noget: Hvordan
har de det selv med at henvende sig med
hv-ord? Synes de, at de kan bruge disse ord til
noget og hvorfor? Eller bliver de klar over, at
de i virkeligheden hele tiden har henvendt sig
til kunderne med hv-ord, men uden at tænke
over, hvilke reaktioner disse formuleringer har
sammenlignet med andre? Hv-ordene, som
egentligt er tænkt som et værktøj, får altså
funktionen, at eleverne kommer til at reflektere
over, hvad de gør, når de ekspederer, og
over hvordan de synes, at man bør henvende
sig til kunderne.
Varepræsentation
Det interessante er, at selv de emner, som lægger
op til at kunne fungere som værktøjer eller
43
instrumenter til løsning af opgaver ude i praksis,
f.eks. viden om, hvordan man beregner
bruttoavancen eller viden om principperne for
varepræsentation, ifølge eleverne ikke kommer
til at fungere sådan. Den viden, eleverne får
om udregning af bruttoavance og om principperne
for varepræsentation, kommer ligesom
deres viden om personligt salg hovedsageligt
til at fungere som en øget opmærksomhed om
og forståelse af, hvad eleverne gør ude i praktikken.
Eleverne udtrykker, at de har taget nogle
ting for givet uden at tænke over, hvorfor de
skulle handle på en bestemt måde. Undervisningen
i varepræsentation gør eleverne opmærksomme
på, at der er en særlig terminologi
til at beskrive det, de gør, når de præsenterer
varer:
Interviewer: ”Hvad kalder I det, når I
pynter vindue eller lægger varerne frem på
hylderne, så de tager sig godt ud?..”
Lise: ”Vi kalder det bare flytter. Det er
ikke noget med… Altså selvfølgelig dekorerer
vi vinduerne og sådan noget. Det er jo nogle
af de samme gloser. Varepræsentation, a-, bog
c-pladser, det er ikke noget, vi bruger. Slet
ikke. Jeg ved det jo selvfølgeligt godt. Men det
er bare ikke noget - sådan siger vi det bare
ikke.”
Endvidere får viden om varepræsentation
dem til at tænke over, hvorfor de præsenterer
varerne på en bestemt måde:
Lise: ”Det har jeg så gjort, når vi har
flyttet om, så har jeg lagt mere mærke til, hvor
den vare skal hænge. Men det er aldrig noget,
der bliver snakket om her. Jeg tror også, at