Rum der bevæger børn - Lokale og Anlægsfonden

Alderstrappe, der illustrerer livets forskellige faser. Det Kgl. Bibliotek.
grænset følelsesmæssig tilknytning til deres børn. Det kan måske forstås som et
pragmatisk resultat af den ekstremt høje dødelighed i børnenes første leveår. Om-
kring år 1800 døde der i løbet af det 1. leveår således 23 % af de nyfødte, yderligere
7 % døde inden de fyldte 4 år, og det samlede tal for døde ved 10 års alderen var
33 % af generationen. 16 De mange dødsfald har medvirket til, at barnet ikke blev
betragtet som et rigtigt menneske og slet ikke et menneske, det kunne betale sig
at involvere sig følelsesmæssigt i. Endnu i 1700-tallet kunne en biskop uantastet
sige: “Barndommen er en dyrisk periode i menneskets liv” 17 eller som en traktat fra 1646
udtrykte det: “Kun tiden kan kurere et menneske fra barndom og ungdom, som sandelig
er aldre præget af ufuldkommenhed i enhver henseende”. 18
Forældrenes forhold til børnene var ofte præget af det, vi i dag vil opfatte som lige-
gyldighed. Børnene var unyttige og til besvær, indtil de var gamle nok til at hjælpe
til, og døde de, kom der snart et nyt. “Barndommen” varede ikke længe, og allerede
i 3-4 års alderen begyndte forskellene mellem barn og voksen at udviskes. Barn-
domsforskeren Philippe Ariès skriver: “Fra dette alderstrin legede børnene de samme
lege som de voksne, snart sig imellem, snart sammen med de voksne”. 19 Som 6-7-årige var
det normalt, at børnene blev sendt ud at tjene, og mange mistede allerede på dette
tidspunkt mere eller mindre kontakten med deres biologiske forældre. Derefter var
det “plejefamilien”, der tog sig af den videre – ofte hårdhændede – opdragelse. Selv
spædbørn måtte lægge ryg til piskeslag såvel afstraffende som forebyggende. 20
19