Rum der bevæger børn - Lokale og Anlægsfonden

8
Samtidig med at man må glæde sig over, at de fleste børn er fysisk aktive børn, må
man også holde sig for øje, at meget af børns bevægelse i dag sker på trods. På trods
af at børn i dag har mindre selvorganiseret tid, hvor de selv bestemmer indholdet
og rammerne for deres lege, og på trods af at deres bevægelseslege skal foregå i
rum, der slet ikke er skabt til børns bevægelse.
Barndommens stigende institutionalisering – og i denne sammenhæng tæller aktivi-
teterne i idrætsforeningerne eller musikskolen også med – betyder, at barndommen
i dag indeholder mindre tid, hvor børns egenkultur er dagsordensættende. I starten
af 1980’erne blev grundlaget for dansk børnekulturpolitik formuleret. Børnekultur
skal være kendetegnet ved både at være kultur for børn, med børn og af børn. I dag er
det tydeligt, at denne politik blev formuleret, fordi kultur af børn – børns egenkultur
– var på vej ud af hverdagslivet. I stedet for at lege ‘spark til dåsen’ i parken eller
spille fodbold på gaden går børn i dag i SFO eller til gymnastik, fodbold og svømning,
som er styret af voksne. I institutionerne socialiseres børn til, at de voksne ‘fløjter’
frisparket og løser konflikterne. De voksne definerer læringsmålene, hvad enten det
er spilforståelse eller en korrekt hovedstilling i en håndstand, og de voksne bestem-
mer reglerne for alderssammensætning, kønsfordeling, niveauopdeling og aktivi-
tetsniveau. Hvornår er der plads til, at børn selvforglemmende kan fortabe sig i tid
og sted? Hvornår er der plads til børns sanselige indlevelse i nuet eller fantasifulde
indfald, hvor en fodboldkamp kan udvikle sig til træklatring, eller gymnastiksalens
måtter transformeres til rekvisitter i hulebygning eller rollespil?
En nærmere analyse af idrættens rum viser, at børns vigende egenkultur i bevæ-
gelsesaktiviteter og i særdeleshed i idrætsaktiviteter måske ikke er så mærkelig
endda. De fleste idrætsfaciliteter er skabt med henblik på voksne og med henblik
på at opfylde de internationale specialforbunds regler for banestørrelser. I Danmark
findes der mere end 1.600 idrætshaller, hvor de primære brugere er børn. Idræts-
haller er imidlertid dimensioneret til, at voksne kan spille et antal boldspil, hvor
reglerne netop er formuleret med henblik på voksne. Hvis man kigger på de eta-
blerede boldspil i Danmark, bliver det klart, at der her har bredt sig en erkendelse af,
at gode voksenspil ikke automatisk er gode børnespil. I de senere år er der udviklet
mange mere børnevenlige udgaver af sportens discipliner. Kidsvolley, skumhånd-
bold, 3-, 5- og 7-mandsfodbold er eksempler på nye spilkoncepter, der forsøger at
tage udgangspunkt i børnenes præmisser. Hvad angår de fysiske rammer for børns
bevægelsesudfoldelse, er der kun svage tegn på, at den samme erkendelse har bredt
sig. Spørgsmålet er, om multifunktionelle idrætshaller motiverer børn til at bevæge
sig. Skaber de fysiske rammer mulighed for leg, oplevelse og livsglæde? Eller kan
man bygge anderledes bevægelsesrum på børns præmisser? Noget tyder på, at børn
er blevet glemt i den kulturpolitiske prioritering af bevægelsesfaciliteter.
Idrætsforskeren Verner Møller har påpeget, at idræt er konservativ, og kropskul-
tur er progressiv. 1 Han mener, at idrætten kun forandrer sig langsomt og ofte ved
at omforme kropskulturelle tendenser i sit billede. Selvom idrætten er blomstret
op i en mangfoldighed af nye discipliner og aktiviteter siden 1960’erne, er de nye
idrætter skåret over den samme læst. Når idrætten som nævnt ovenfor udvikler
nye såkaldt børnevenlige aktiviteter, er det karakteristisk, at man tager udgangs-
punkt i de voksnes sportsdiscipliner og tilpasser dem, så de bliver børnevenlige.
Hvorfor tager man ikke udgangspunkt i børnene og deres egne lege? Hvorfor kan