Rum der bevæger børn - Lokale og Anlægsfonden

For ikke så mange år siden markerede konfirmationen i 13-14 års alderen over-
gangen fra barn til voksen. Siden hen har ungdomsbegrebet og teenagealderen
kilet sig ind som væsentlige faser i livet. I de seneste år har “børns” forandrede
kultur- og forbrugsvaner foretaget endnu et indhug i barndommens tid. Børn er
ikke længere børn, indtil de bliver teenagere. Alderen mellem barndom og ungdom
er blevet kaldt betweens og dækker almindeligvis over de 8-12årige, der udgør en
ny kategori af børn (eller unge?) – et særligt segment med egne kulturelle mønstre
og forbrugsvaner. 52
Hvis kultur forstås som muligheder og dispositioner og ikke som forudbestemte
mønstre, kan børns kultur ikke længere forstås som passive tilegnelsesprocesser.
Den socialvidenskabelige forskning i børn har i denne henseende gennemgået et
paradigmeskifte i retning af, at børn opfattes som handlende og bevidste individer,
der aktivt skaber og medskaber deres sociale og kulturelle virkelighed. Børns nye
status har for børnekulturforskningen betydet, at man ikke blot interesserer sig
for kultur produceret for børn, men også for kultur produceret med børn og kultur
produceret af børn. 53 Kultur for børn har traditionelt været domineret af det æste-
tiske kulturbegreb, hvor det børnekulturelle mål har været at formidle de voksnes
kunstproduktioner for børn. Da man i begyndelsen af 1980’erne begyndte at tale
om kultur af børn, var det både et udtryk for kulturbegrebets hverdagskulturelle
drejning, men også et udtryk for en demokratisering af børnekulturen. Børn har
også ret til at udtrykke sig kulturelt – og gør det. Kultur af børn har de seneste 20
år ændret karakter med den informationsteknologiske udvikling, hvor børns me-
diekompetencer eksempelvis ofte overgår voksnes. Børn er i dag på en række felter
kompetente kulturproducenter i en verden, som mange voksne dårligt kender og
ikke forstår. I den forstand er betydningen af kultur med børn også blevet mind-
sket, idet børnene i det mindste på nogle felter ikke er afhængige af voksnes ofte
pædagogiske mellemkomst.
Spørgsmålet er i denne sammenhæng, om organiseringen af idrætsaktiviteter og
indretning af idrættens rum har fulgt den almene børnekulturelle udvikling? Bliver
børn inddraget som skabere og medskabere af idrætskultur og rum til bevægelse?
Er der sket en demokratisering af børneidrætten, som svarer til den øvrige børne-
kultur og til børnenes hverdagsliv i almindelighed? Bliver idræt og idrættens rum
udelukkende udviklet for børn, eller bliver de også udviklet med børn og af børn?
En stor del af de idrætsfaciliteter, der bruges af børn, er skabt til idrætsdiscipliner,
hvor konkurrencer, regler og turneringer er dominerende. Godt halvdelen af alle
børn dyrker således idræt i almindelige idrætshaller, der er dimensioneret efter de
internationale håndboldregler. Når børn melder sig ind i en idrætsforening, bliver de
helt overvejende mødt af regelstyrede og voksenstyrede lege, der opdeler børnene
efter køn, alder og præstationsevner. Den pædagogiske træner bærer muligvis over
med barnet, der laver dobbeltdribling, hver gang han får bolden eller insisterer på at
opfinde et nyt gymnastikspring, men det billiges ikke, for målet med bevægelserne
er kendt og defineret på forhånd. Den medbestemmelse og aktive inddragelse, der
har kendetegnet børnekulturens udvikling i de seneste årtier, ser ud til at have haft
vanskeligt ved at slå igennem i idrætsforeningerne.
37