Rum der bevæger børn - Lokale og Anlægsfonden

74
Det er i disse år ikke mindst i pædagogiske sammenhænge populært at kombinere
begreberne leg og læring. Begge begreber opfatter vi som positive, og i den forstand
er det fristende at kombinere dem. Hvis vi kan systematisere legens værdier, kan
vi måske få læringen til at gå som en leg? Problemet med at funktionalisere legen
er dog, at vi risikerer, at legen ophører med at være en leg. Er et af de centrale
kendetegn ved leg ikke netop, at legen indeholder en værdi i sig selv? Leg er en
dyrkelse og hyldest af oplevelsen og fællesskabet. Når voksne vil noget med en leg
på børns vegne, risikerer vi, at magien forsvinder. Det betyder imidlertid ikke, at
voksne pædagoger, lærere og frivillige i foreningerne skal stoppe med at lege med
børn. Men det betyder, at den fristende og tilsyneladende simple kobling af leg og
læring er lige så kompliceret, som den er konstruktiv.
Når vi skaber rum, er der konstruktionsmæssige, sikkerhedsmæssige, miljømæs-
sige og mange andre forhold, der betyder, at børn aldrig kan få lov at bestemme
– alt. Skabelse og indretning af rum er ikke neutrale handlinger, men noget som
har væsentlig betydning for den måde mennesker, der skal leve i rummene, kan
agere og være. Formålet med at betragte rum, der bevæger børn i et børnekulturelt
perspektiv bygger ikke på en forestilling om, at de magtrelationer, der findes i rum
og i processerne med at skabe rum, kan ophæves. Tværtimod er rum en aktiv del
af de institutionelle rammer, der tildeler brugerne bestemte roller. Banale foran-
staltninger som musik- eller boldskabe, der skal låses op eller betjenes af voksne,
fastholder definitionsmagten af de aktiviteter, der skal foregå, hos de voksne. Rum
er fyldt med ‘usynlige’ og symbolske magtinstallationer, der disciplinerer og socia-
liserer til en specifik institutionel orden.
Hvis det med bogen er lykkedes at synliggøre nogle af de mekanismer, der ofte
virker bag om ryggen på os, når vi indretter faciliteter til børn og bevægelse, er der
taget et første skridt i retning af at inddrage børn og skabe rum på børns præmis-
ser. Magtforholdet mellem børn og voksne skal være asymmetrisk, og de voksne
skal påtage sig ansvaret – og dermed magten – overfor børn. Alternativet er ikke til
at holde ud at tænke på. Hvis voksne ikke tager ansvar for børn, ved vi godt, hvad
der sker. Der opstår ikke magtfrie rum, men rum hvor de stærkestes lov gælder. I
stedet for at opfatte magt som noget farligt eller negativt er det muligt at anlægge
et perspektiv, hvor magt er produktiv. Magtens produktive karakter kommer eksem-
pelvis til udtryk, når en autoritet fremdisciplinerer en bestemt adfærd hos andre.
Disciplineringen er produktiv, hvis den, uden at opleves som et overgreb, udvider
individets fremtidige handlemuligheder. Udøvelse af produktiv magt er forbundet
med en etisk fordring, som i opdragelse eller læringssituationer, hvor den magtud-
øvende ønsker det bedste for den anden. Den stærkestes lov kan også være særdeles
produktiv, ligesom de voksnes magt vel i reglen er produktiv. Magtens produktive
potentiale stiger imidlertid, hvis den synliggøres. Først når magten er synlig for os,
kan vi forholde os bevidst handlende i forhold til den. Det betyder, at voksne har
behov for at holde et spejl op foran sig og blive bevidst om, hvornår vi vælger for
og handler på vegne af børn med et voksenperspektiv. Når vi i momenter overla-
der magten til børn – giver dem stemme – gør de faktisk tingene anderledes. Når
vi indretter rum anderledes, betyder det faktisk, at vi handler anderledes i dem.
Bogens ambition om at ville forskyde magten fra voksne i retning af rum og børn
kan illustreres således: