Rum der bevæger børn - Lokale og Anlægsfonden

Badelandene er med stor succes – og i mange tilfælde uden offentlige midler – skudt
op over hele landet gennem de sidste 20 år. Er det her, man skal finde inspirationen
til rum, der kan bevæge børn? I de seneste ca. fem år er der – ligeledes på et kom-
mercielt grundlag – trådt en ny spiller ind på banen. I tilknytning til store indkøbs-
centre eller i nedlagte industrihaller i forstæderne er der kommet en række inden-
dørs legelande eller legepladser som små udgaver af sommerens forlystelsesparker.
Er det her, vi skal hente inspiration til at skabe rum, der kan bevæge børn?
Bevægelse i børns kultur
Børns bevægelsesvaner kan som nævnt beskrives ud fra mindst tre forskellige
perspektiver: et læringsperspektiv, et sundhedsperspektiv og et kulturelt perspek-
tiv. Historisk set har den frivillige idræt legitimeret sig som en kulturel aktivitet,
mens skoleidrætten overvejende har orienteret sig mod lærings- og i særdeleshed
sundhedsperspektivet. Den frivillige foreningsidræt refererer således til Kultur-
ministeriet. Danmarks Idræts-Forbund (DIF) har traditionelt fremhævet idrættens
egenværdi, idet man ikke har villet reducere idrætten til et middel i en højere sags
tjeneste, men har pointeret, at idrætten var målet i sig selv. I Danske Gymnastik-
og Idrætsforeninger (DGI) har man argumenteret for, at idrætten var en del af en
folkelig oplysning. I denne sammenhæng er resultatet imidlertid det samme, idet
det overordnede dannelsesmål for både DIF og DGI har været kulturelt. Spørgsmålet
er imidlertid, om idrætsorganisationernes traditionelle prioritering af idrættens
kulturelle værdier er truet, og ikke mindst hvad det er for en kulturel forståelse, der
ligger indlejret i eksempelvis konkurrenceidrætten. I hvert fald kan det konstateres,
at specielt DGI, men også i mindre grad DIF i de seneste år i stigende grad har rettet
deres virksomhed mod (børne)idrættens sundhedsfremmende aktiviteter.
Skoleidrætten har historisk set legitimeret sig forskelligt i skiftende perioder. Oplys-
ningstidens filantropiske menneskesyn i starten af 1800-tallet og den efterfølgende
militaristiske orientering har allerede været nævnt. Senere var sundhedsdiskursen
herskende; omkring år 1900 i et anatomisk lys og senere i 1930’erne med udgangs-
punkt i hygiejne og kulminerende med folkeskoleloven fra 1958, hvor såvel den
legemlige som den mentale sundhed bliver fremhævet. Fra 1970’erne og frem til
omkring årtusindskiftet har idrætsfaget oplevet en voldsom ekspansion i indholds-
områder, og elevernes helhedsudvikling er blevet fremhævet i formålsformuleringen
af idrætsfaget. 45 Idrættens personlige og sociale dannelsesmæssige potentiale blev
i denne periode en dominerende faktor. Man kan sige, at fokus blev rettet mod
personlige og sociale læringsmål. I de senere år er skoleidrætten, blandt andet for-
anlediget af den store opmærksomhed, der er rettet mod den øgede forekomst af
overvægtige børn, igen begyndt at vende sig mod fagets sundhedsskabende poten-
tialer. Dog i en modificeret udgave, hvor fagets mål er at lære eleverne om sundhed
og fagets ringe timetal taget i betragtning ikke at gøre dem sunde. Fokuseringen
på sundhed er blevet yderligere skærpet på de gymnasiale uddannelser, efter at
undervisningsminister Bertel Haarder inspireret af fitnessguruen Chris MacDonald
har ændret på læreplanen i obligatorisk idræt for det almene gymnasium. Bertel
Haarder mener, at idrætsundervisningen i gymnasiet i nogle tilfælde har været så
teoretisk, at den fysiske aktivitet er gledet lidt i baggrunden og vil med indførelsen
af den nye læreplan sikre sig, at eleverne får pulsen op i idrætstimerne. Læreplanen
33