Rum der bevæger børn - Lokale og Anlægsfonden

20
7-14 års alderen betragtedes som barndommens anden fase, hvor man skulle tilegne
sig viden. Børnene gik klædt og arbejdede ligesom de voksne, og indlæringsmetoden
bestod i at iagttage de voksne. Med denne “uddannelse” kunne langt de fleste klare
sig i det relativt statiske feudalsamfund. Herefter var man køns- og giftemoden,
hvis man ellers kunne forsørge en familie; dette gjaldt i praksis kun ungdommen
fra de adelige og borgerlige familier. 21
oplysningstiden
Med oplysningstiden i 1700-tallet begyndte en adskillelse mellem den materielle
verden og den religiøse verden, som fik stor betydning for forståelsen af livet – den
såkaldte sekularisering. I modsætning til tidligere, hvor alt var underlagt en reli-
giøs forståelsesramme, begynder rationalismen, naturvidenskaben, humanismen
og flere andre livsforståelser at dukke op som alternativ eller supplement til den
religiøse forståelsesverden. Man kan sige, at livet blev humaniseret og indrettet
sådan, at mennesket selv blev formålet for alle indretninger. Mennesket var altså
blevet centrum for verden, og i stedet for en religiøst begrundet livsforståelse blev
menneskets fornuft forsøgt anvendt til at opbygge en ny samfundsorden.
De franske oplysningsfilosoffer fra ca. 1730 og frem så det som deres vigtigste op-
gave at oplyse folket. De ville befri folket for overtro og erstatte folkekulturen, der
havde været folkeeventyr og sagn, med moderne opdragelse og viden om natur-
videnskabens resultater. Hvis folket først blev oplyst, ville det også blive i stand
til at tænke fordomsfrit og selvstændigt og ville dermed kunne gennemskue det
forældede magtsystem. De ønskede, at fornuften og erfaringen skulle råde i stedet
for postuleret åbenbaring og folkelig overtro.
I 1762 udgav Jean-Jacques Rousseau hovedværket Émile – eller opdragelsen. Rousseau
lod sin hovedperson Émile vende tilbage til et simplere og naturligere liv med ryggen
vendt imod al raffineret og kunstig kultur. Han kritiserede, at man lod børn indsvøbe,
så de ikke blev fysisk stimuleret. I stedet skulle de ud i naturen og bruge deres san-
ser. Rousseau mente, at børn skulle have lov til at være børn, og at barndommen ikke
kun skulle betragtes som en forberedelse til voksenlivet. Børnene skulle have lov
til at være irrationelle, ligesom Rousseau indførte et begreb, han kaldte for negativ
opdragelse. Det indebar, at man intet skulle foretage sig, men lade barnet gøre sine
naturlige erfaringer i det tempo, som det fik brug for dem. I det hele taget var han
tilhænger af en meget fri opdragelsesform, hvor motivationen skulle opstå ved, at
barnet selv indså et behov for viden og ikke som frygten for prygl.
Rousseau mente, at udenadslære var tom viden, som barnet reelt ikke forstod. I
stedet skulle læreren forsøge at stimulere barnets sanser. På den måde vil barnet,
når forstandens tid kommer, have en masse sanseerfaringer, som det kan omsætte
til idéer og begreber. Dannelsen af kroppen går ifølge Rousseau forud for dannelsen
af sindet, om end begge dele i sidste instans er lige vigtige. Førhen havde man taget
alt for givet; Gud havde skabt naturen, og Gud havde skabt menneskene. Gud havde
så at sige forudbestemt menneskenes liv. Disse forhold er blandt andre Rousseau
med til at ændre, idet han opfatter mennesket som en organisme, der skal dannes
gennem opdragelse. Dermed bliver mennesket et væsen med vilje, hvis liv ikke er
bestemt af en skæbne, der ligger uden for mennesket selv.