Rum der bevæger børn - Lokale og Anlægsfonden

erindringsBillede fra 1950’ernes gymnastiksalsmiljø
Min sal dengang i den jyske provins var i den nyetablerede
fællesskole – andre skoler blev kaldt centralskole.
Det var tiden med nedlægninger af landsbyskoler og
etablering af centrale skoleenheder. Inden da havde
mine første skoleår været i en toværelses landsbyskole
uden gymnastikplads under tag.
Den nye sal var på samme tid et anneks og en central
bestanddel af skolen. Det var jo her den egentlige eksistentielle
opdragelse fandt sted. på godt og ondt. 3-4
enkeltimer om ugen og med omklædning i frikvarteret.
piger for sig og drenge for sig. på grund af de mange
enkelttimer blev gymnastiktimerne til et ritual. Min
knag var over bænken til venstre næstsidst før slusen
ind til salen med svaberkummen. Sammenlignet med
nutidens sale var vores sal velholdt og ren. Ingen elevsutter
blev tålt, og efter ferierne var der nyferniseret,
og det brune betongulv i omklædningsrummet nymalet.
Alt efter lærerens seminariebaggrund var udfoldelserne
i indesæsonen varianter af formbestemt gymnastik.
Salens indretning var stadig med erindringer om
sejlskibs-æraen – master, bomme, tovværk, ribber,
trapezer osv.
Min skolegang sluttede nogle få år inde i 1960’erne, og
de allersidste år kom et par antydninger af nye tider.
I redskabsrummet stod kanalrullemadrassen stadig
iklædt sejldug og med lædermavebælte foran kokosmåtterne
på væggen og springstøtterne med tilhørende
sisalreb med vægt-klunke af sand i læderposer. Men
nu hang der også noget nyt! Net – til volleyball og badminton!
De allerførste varsler om en ny æra. gymnastik
og legemsøvelser var på vej til at blive til idræt. 29
Fra statens side tog man initiativ til at støtte opførelsen af gymnastiksale ved landets
skoler ved, at sognene fra 1907 kunne få dækket op til halvdelen af omkostningerne
til opførelsen, uden at det dog medførte et byggeboom. I slutningen af
1920’erne havde to tredjedele af skolerne på landet ingen gymnastiksal, mens næsten
alle byskoler havde adgang til en sal. 30 Datidens lave prioritering af og holdning
til gymnastikundervisning for børn kan ligeledes aflæses i problemerne med meget
høje fraværsfrekvenser. Indtil 1919, hvor man indførte karakterer i gymnastik til
studentereksamen, havde fraværet for drenge været på 22 % og 49 % for piger. 31 En
del af forklaringen på den ringe opbakning til gymnastikundervisningen skal formentlig
søges i, at gymnastikkommissionerne i slutningen af 1800-tallet ændrede
gymnastikkens idégrundlag fra det humanistiske til det fysiologiske og sundhedsorienterede
og i den sammenhæng fjernede sig fra det lystmotiverede og glemte,
at det var børn, de henvendte sig til. 32
I 1930’erne bredte den socialdemokratiske velfærdslogik sig, og det fokus, der kom
på hygiejne og tagen varen på den enkelte borgers sundhed, kan bl.a. aflæses i Folkeskoleloven
fra 1937: “§ 56 Stk. 1. Ved enhver Skole, der underviser Børn over 12 Aar,
skal der inden 5 Aar efter denne Lovs Ikrafttræden være indrettet en Gymnastiksal
med tilhørende Omklædningsværelser og Badeindretning…”. 33 2. verdenskrig betød,
at effekten af loven først kunne aflæses i 1950’erne, hvor der blev opført rigtig mange
gymnastiksale i det, der kan betegnes som det andet boom i idrætsbyggeri. Det hidtil
eneste, der har haft børn som dets primære brugergruppe. Opførelsen af gymnastiksale
i 1940’erne og 1950’erne fulgte i store træk anbefalinger fra Haandbog i Gymnastik
fra 1899, og indretningen var derfor stadig begrundet i fysiologi og sundhed og var
tiltænkt et indhold, der var fjernt fra børns egen leg og bevægelseskultur.
27