Ønsker åbenhed - Hovedorganisationen af Officerer i Danmark

24 • nr. 03/2012 Debat
Vi burde skamme os, når vi ikke
Major Preben Oehlers Christensen, som skriver til sine kolleger, efterlyser Personeltjenestens
imødegåelse over for pressen af forsvarets udpegning af folk til de højeste stillinger i forsvaret
Jeg er træt af i medierne at skulle læse, hvor dumme
vi officerer er. Jeg peger ikke så meget fingre ad medi-
erne og journaliststanden i den forbindelse. Jeg kan måske
godt være en smule skuffet og irriteret over journaliststanden
og dens „faglighed“. Omvendt – medierne er jo også
gennem årene blevet udsat for strukturelle tilpasninger, således
at der ikke længere er tid til at sætte sig godt nok ind
i stoffet. Kun tid til at plukke de lavthængende frugter.
Jeg er også godt træt af de folkevalgte, der synes at have
gjort det til en sport at nedgøre vores arbejde. Og jeg er så
sandelig grundigt træt af de seneste 8 - 10 års ministre for
forsvaret. Ingen nævnt – ingen glemt. Min oplevelse er, at
denne „eksklusive“ del af menneskeheden synes at have
udnyttet forsvaret og dets 25.000 ansatte til at profilere sig
selv på bekostning af forsvarets ansatte. Og vi – embedsmændene
– bakker dem tilsyneladende op i dette. Det må
stoppe. Min loyalitet ligger så afgjort IKKE hos ministeren.
Dette uanset partifarve. Min loyalitet ligger over for opgaven
og det danske folk. Og det synes jeg også, at den burde
gøre hos resten af jer.
Vi burde skamme os over tavse at finde os i alle de beskyldninger,
der bliver os til del i medierne. Vi finder os i at
blive ført til slagtebænken som en flok umælende får. Det
er jo tosset, når størstedelen af møg- og skandalesagerne i
forsvaret de senere år udspringer fra serviceringen af ministeren.
Det må der sgu ændres på. Det forekommer mig, at
der har udviklet sig en kultur i forsvaret, hvor det for den/de
folkevalgte er muligt at lave den ene „uhensigtsmæssighed“
efter den anden. Stort set omkostningsfrit, vel at mærke.
Fordi vi embedsmænd tilsyneladende har tilegnet os Oliver
Norths tilgang til serviceringen af vores minister. Det synes,
som om at ingen længere eksplicit sætter spørgsmålstegn
ved rigtigheden af et ønske eller en hensigt fremført fra
politisk hold. Og hvem er det, der så får tævene? Os! Embedsmændene!
Men jeg vil ikke skamme mig over at gå i
uniform! Jeg skal nok stå til ansvar for mine handlinger. Tilsvarende
har jeg en forventning om, at andre står til ansvar
for deres. Er en lønseddel eller et spinkelt håb om en udnævnelse
en gang i fremtiden vigtigere end vores integritet?
Efterlyser dokumentation
Diskussionen om antallet af „danske fanger“ i Irak er blandt
de nyeste eksempler på, at tavshed fra vore rækker måske
i misforstået loyalitet kun fremstår skammeligt. Det er min
overbevisning, at den ramte generals integritet og hæderlighed
ganske enkelt ikke har tilladt ham at fifle med oplysningerne,
som påstået i medierne.
Hvor må ovennævnte general være ensom. Meget få synes
offentligt at gå i brechen for ham. Et par pensionerede
officerer har udtalt sig. Og så vores alles „kværulantforrykte
landsbytosse“, Lars Møller. Respekt, Lars! Og skam over
resten af os! Hvordan fa…. kan vi se os selv i spejlet? Jeg
har tøvet med at sætte mig til tastaturet, idet jeg også de
seneste par år har begået et par indlæg. Og man tænker,
at man kun har et par skud i bøssen, inden man selv får påklistret
prædikaterne „kværulantforrykt“ og „landsbytosse“.
Men kald mig bare det nu, for jeg kan ganske enkelt ikke
længere stiltiende stå og se til, mens der begås et karaktermord
på en af vores kolleger, som indtil videre er for loyal til
at tage bladet fra munden.
Jeg har da i min tid i Forsvarskommandoen og i Forsvarsministeriet
set et „enkelt“ eller tre forslag til besvarelser
af spørgsmål stillet af Forsvarsudvalget. Og sådanne
forslag plejer da altid at have medfølgende bemærkninger,
der forklarer og dokumenterer forslaget til besvarelse.
Mon ikke også det har været tilfældet i denne sag? Det
burde da være muligt at finde skrivelsen med forslag og
bemærkninger i Hærens Operative Kommandos arkiver. Eller
i Forsvarskommandoens. Sågar inde i departementet.
Undersøgelse eller ej … nu er det tid til at fremkomme med
dokumentationen fra disse myndigheder.
Hvor svært kan det være?
Vi kan også i medierne læse, at valget af en forsvarschef er
en indspist forretning, som drives af admiralerne og generalerne
i forsvaret. Er det virkelig sådan, det foregår? Meget
må have forandret sig, siden jeg var inden for personelverdenen.
For ti år siden, da jeg sad som personeludstikker for
videreuddannede majorer i hæren, gennemgik jeg et utal
af bedømmelser på premierløjtnanter, kaptajner og majorer
for at se, om der blandt disse var potentielle kandidater til
forsvarschefembedet omkring år 2023. Dette for at spotte
åbenlyse talenter, som skulle tryktestes, talentudvikles og
karriereplejes. Men det gør man øjensynligt ikke længere.
Det er det, som jeg kan udlede af, at Forsvarets Personeltjeneste
(FPT) tilsyneladende ikke har taget til genmæle over
for artiklerne om forsvarets udpegning af folk til de højeste
stillinger i forsvaret. Muligvis FPT har gjort det! Men så
har det bare ikke vundet gehør på de forskellige mediers
redaktioner. Hvis det sidste er tilfældet, da kunne det da
være en overvejelse værd at lægge et dateret og personhenførbart
notat ud på FPT’s hjemmeside, hvori processen om
talentpleje beskrives. Det kræver selvfølgelig, at man stadig
foretager sig noget sådant! Fra min tid i departementets 2.
kontor, som det hed dengang, mener jeg da også at vide,
at departementet halvårligt fik forsvarets påtænkte oberst-/
kommandørplaner og general-/admiralplaner ind til gennemsyn,
kommentering og godkendelse. Og gæt, hvem der havde
det afgørende ord! Foretages der ikke noget sådant eller
noget tilsvarende længere? Ansøgningssystemet kan vel
ikke have brudt så meget op i processerne! I øvrigt er ansøgningssystemet
mig bekendt ministeriets barn. Det forekom-