Ønsker åbenhed - Hovedorganisationen af Officerer i Danmark

More documents

Recommendations

Info

Af 53 officerer i hæren 26 • nr. 03/2012 Debat Er du mand nok til at være chef? Forsvaret er i gang med at fratage førerne deres evne til at tage beslutninger under pres – med store konsekvenser for soldaternes tillid til førerniveauet og ikke mindst med øgede risici for personellets sikkerhed Som operativ officer har man altid handlet ud fra op- fattelsen af, at man havde sin nærmeste chefs opbakning, hvilket har givet mod til handling. Hvert hold, der skal udsendes til verdens brændpunkter, bliver sendt af sted med en formaning til alle soldaterne fra kommandochefen: „Førere, pas på jeres soldater, og soldater, pas på jeres førere“. Sande ord, der burde gælde alle, men virkeligheden synes at vise, at efterlevelsen af dette mantra stopper ved kompagnichefen. Der må og skal være krav om, at en bataljonschef bakker sine underafdelingschefer op ved at skærme dem mod udefrakommende pres, efterladende kun én front, nemlig modstanderen i missionsområdet. Bataljonschefen skal være fronten mod systemet for at sikre underafdelingschefernes vilkår for føring af sine soldater under de ekstreme vilkår, der er tilstede i bl.a. Afghanistan. Det handler om tillid i den skarpe ende En af de vigtigste ting for en fører, der skal operere på jorden i en international mission, er den tillid, hans folk skal have til hans evne til at træffe de rigtige beslutninger under ekstremt pres. Denne tillid opbygges under utallige øvelser og endnu flere timer på garnisonen, indtil folk og fører næsten bliver ét. Under missionen træffes beslutninger hver eneste dag, der potentielt kan have fatale konsekvenser for både enhedens folk, de civile i området og føreren selv. Dette har den enkelte fører et godt fundament for at gøre, idet den gennemsnitlige danske officer på en international mission har mellem 7 og 15 års erfaring, der blandt andet tæller 4-5 år på forsvarets officersskoler. Umiddelbart virker grundlaget for at tage de rigtige beslutninger til at være i top i den danske hær, men nu er en kæde sjældent stærkere end det svageste led. I den seneste tid er der opstået et alvorligt problem i forhold til opbakningen til de beslutninger, vores officerer tager i missionsområdet. Vi har flere gange set chefer træde lydigt til side, eller sågar selv rive en fører væk fra sin enhed og sende ham hjem, til både førerens og enhedens store forbitrelse. Hvorfor vælger nogle chefer den nemme løsning, nemlig at skynde sig at vaske hænder, i stedet for at bakke op om den fører, der – i chefens ånd ude på jorden – udfører den farlige del af den mission, der er udstukket af vore politikere? Ansvar er ikke noget, man tager... Der synes at have indsneget sig en tendens til, at førerpersonel med stolthed i stemmen proklamerer, at de selvfølgelig tager ansvar. Vi mener, at dette udsagn rummer en ikke uvæsentlig fejlopfattelse af begrebet ansvar i forhold til førerrollen. Ansvar er ikke noget, man tager – det er noget, man har i kraft af sin grad og funktion. Du har retten – og pligten – til at uddelegere opgaver til dit personel, men du kan aldrig uddelegere ansvar, og du kan aldrig frasige dig ansvaret overfor dine soldater og dine dispositionsenheders opgaveløsning. Bruges formuleringen „at tage ansvar“, indikeres implicit et valg og derved også et fravalg, men det er hypotetisk at tale om et fravalg af ansvar for en operativ fører. Det er selve essensen af officersgerningen at have ansvar for det, der foregår i ens enhed! Dette betyder bl.a., at man ikke kan vælge at forholde sig tavs og passiv, når der opstår tvivl om en af sine soldaters handlinger. Ej heller kan man vælge, om man står bag den pågældende soldat, før det er juridisk og lovformeligt bevist, at vedkommende bevidst har overtrådt militær eller civil straffelov. Selv hvis soldaten ubevidst har overtrådt gældende regler, har man et ansvar – nemlig ansvaret for at have uddannet soldaten korrekt. Det er afgørende for soldater, at de på alle niveauer kan stole på deres førere. Tillid, loyalitet og respekt er den lim, der på tværs af ansvarsområder og niveauer holder en militær enhed sammen, og hvis man reducerer føreransvaret til en kasket, der kan tages af og på efter forgodtbefindende, nedbrydes den lim langsomt men uopretteligt. Dette føreransvar gælder overfor alle undergivne soldater, men ikke mindst overfor alle undergivende officerer, der i langt højere grad er uddannet af systemet og selekteret af den øverstbefalende og ansvarshavende officer. Frygten for beslutninger og uoverskuelige konsekvenser Der er en stadig stigende tvivl om, hvorvidt man som operativ officer har sine chefers fulde opbakning eller ej. En tvivl som er ødelæggende for vores virke, handlekraft og evne til at træffe livsvigtige afgørelser i ekstreme situationer i den skarpe ende af virkeligheden. Skal vi nu til at tage den beslutning, der giver os den største sandsynlighed for ikke at blive sendt hjem? Eller skal vi tage den beslutning, der løser opgaven på den bedste og sikreste måde for vores mission og vores folk? Hvordan skal man overhovedet – under påvirkning af den stress, det er at være i et missionsområde – kunne løse en opgave tilfredsstillende, når man er vidende om, at når det går godt, er du en del af en kæmpe organisation; men skulle du en dag – af et korps af folk bænket bag skriveborde hjemme i Danmark – blive beskyldt for at have truffet en forkert beslutning, ja
så er du, allerede inden du kan nå at stave til „retssikker- hed“, i et fly på vej hjem til Danmark, helt ALENE. Dette skal ikke misforstås, som at vi skal kunne slippe af sted med ustraffet at sætte vores egne folks eller civiles liv på spil, bare fordi vi har et job med stressende vilkår. Men det mindste, vi må forlange, er opbakning fra de chefer, der har uddannet os gennem de sidste mange år samt de politikere, der sender os i skudlinjen. Derudover bør man vel også, selvom man har valgt at sætte livet på spil for Danmark i et måske naivt forsøg på at gøre verden til et bedre sted, kunne forlange, at der bliver iværksat en undersøgelse, uden at arbitrære sanktioner som f.eks. hjemsendelse indtræffer. Og først hvis der derefter fremkommer beviser for, at der er forekommet noget ulovligt, bør der tages stilling til, hvilke repressalier forseelsen skal afstedkomme. Chefer træd frem! Man kan ikke forestille sig, hvordan det må føles for de officerer, der har prøvet at sidde derhjemme og vente, mens folkene i missionsområdet fortsat gennemfører livsfarlige Underskrevet: KN R. Friis Christensen, KN Kristian Lindhard Hansen, KN Søren Øivind Egholm Sørensen, KN Jesper Filtenborg Larsen, PL Richard Engelholm, KN Peter Seemholt, KN Jimmi Holst, KN Steen Østergaard Eriksen, KN Kenneth Thomsen, KN Thomas Lunau, KN M.B Hansen, KN F. Sode, PL K.H. Bjørnsen, PL H. Søemoed, PL J.P. Kiærskou, KN Christian Friis, KN Peter Grandal, KN Jacob Vik, PL R. Okholm, PL Morten Johnsen, KN Hans Christian Neerup Rørvang, KN Lasse Kim Galsgaard-Olsen, KN Michael Ulrich, KN Jesper Tony Lund, PL Jakob Theilmann, KN Erik Hirsh, PL Troels Rehl, PL S. Kreiner, KN R. Thomsen, PL T. Sejrbo-Dekker, PL A. Rasmussen, KN D. Berggreen, KN T.P. Hesselholt, KN Helle Reinhold, KN Franz Bidstrup Stærk, KN J.C. Petersen, KN M.L. Bendixen, KN P.B. Kornblit, KN T.H. Jensen, KN Uffe Monrad Dueholm, Debat nr. 03/2012 • 27 patruljer dagligt. Man kan ikke sætte sig ind i den frustration, der opstår blandt folkene, som pludselig står uden den „klippe“, de altid har kunnet læne sig op af, når situationen har været tilspidset. Man kan ikke sætte sig ind i den følelse af svigt, man sidder med, når opbakningen fra dem, der har stillet opgaven, udebliver. Man kan ikke sætte sig ind i de konsekvenser, det har for familien pludselig at se deres „helt“ sidde derhjemme, reduceret til en skal af sig selv, der kun kan tænke på, hvad der nu sker i missionsområdet under hans fravær. Så ikke nok med at familien har undværet ham, mens han var væk, nu skal de også undvære ham, selvom han er hjemme, og dette vil stå på i årevis, mens sagen – som det efterhånden er blevet standard for forsvaret – trækker urimeligt og respektløst ud. Så CHEFER, stram op og vær jeres ansvar bevidst. I er ikke blevet chefer med personelansvar som et bump på vejen til en ekstra stjerne – I er chefer for at gøre en forskel og løse en opgave under ekstreme forhold. Så bak op om de førere, I selv har uddannet, og som løser den opgave, I har givet dem, også når det bliver svært. ||||| PL Teis Kokfelt, KN Christian Starnov, PL Martin Tamm Andersen, PL M. Harder, PL M. Cederbye, PL Morten Maj Rasmussen, PL Philip Engelholm, PL Christian Ebbesen, PL Jesper Vistisen, PL Ronni Bothmann, PL Mikkel Dalsø, PL Martin Kappel, PL Morten Johnsen.
Page 1 and 2: www.hod.dk Officerernes Fagblad | 0
Page 3 and 4: Officerernes Fagblad Leder nr. 02/2
Page 5 and 6: Af journalist Alice Binns Foto: Pet
Page 7 and 8: øvelser af denne type prioriteres
Page 9 and 10: den norske flyveplads i Evernes. Da
Page 11 and 12: Scan Qr-koden og se en præsentatio
Page 13 and 14: Eksempler på deltagernes reaktione
Page 15 and 16: Skematisk ser programmet således u
Page 17 and 18: Af journalist Ingrid Pedersen Fotos
Page 19 and 20: Sådan ser Erik Munk Jensens fly ud
Page 21 and 22: onsleder) med 27 pct. Herefter M322
Page 23 and 24: Af Leif O. Nørgaard, DJ Fotos: Pou
Page 25: højlydt siger fra! mer mig utænke
Page 29 and 30: Af redaktør Henning Lahrmann Offic
Page 31 and 32: HOD’s mobilsite HOD‘s mobilsite

Ønsker åbenhed - Hovedorganisationen af Officerer i Danmark

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?