Magt og Afmagt - Kierkegaard og Nietzsche spejlet i ... - Dialektika.dk

nen og drager så alene ind til byen. Gående langs landstedets kampestensmur, lader hun hån-
den køre henover den; et forsøg på at gøre smerten fysisk, til noget, der kan læges og blive
godt igen.
Inde i byen begynder hun at opbygge et anonymt liv uden fortid, finder en lejlighed, skifter
navn og tilbringer dagene på caféer og bænke rundt i byen. Iagttagende, opmærksom, men
uengageret og isoleret. Hun besøger moderen på plejehjemmet, hvor denne tilbringer dagen
med at se fjernsyn. „Her kan man opleve hele verden,“ siger moderen, som nu ikke har megen
kontakt med, hvad der er udenfor TV, omkring hende; heller ikke datteren, som hun ikke kan
adskille fra en søster. Det kommer til en grotesk dialog, mest en enetale, hvor Julies sætninger
kommer enkeltvis, med lange pauser:
„Før var jeg lykkelig. Jeg elskede dem, de elskede mig. Nu er der kun et tilbage for mig at
gøre … Ingenting. Ikke flere ejendele og minder. Ingen venner, ingen mand. Det er altsam-
men fælder.“
To mennesker krydser Julies vej og hjælper til at bryde den følelsesmæssige blokade,
hvormed hun desperat prøver at kontrollere afmagten og fortvivlelsen. Den ene er en prostitu-
eret, Sandrine, som ejendommens øvrige beboere prøver at få smidt ud. Julie vil ikke skrive
under: „det angår ikke mig.“ Dermed kan Sandrine ikke smides ud, vedtægterne kræver en-
stemmighed og taknemmeligt opsøger hun Julie. Som det ægte og medlevende menneske hun
er, gennemskuer hun øjeblikkeligt Julie: „Der er hændt dig noget. Du er ikke en af dem, man
lader i stikken.“ Den anden er en fløjtespiller, der hver dag sidder på gaden og tilsyneladende
lever heraf. Han bliver dog kørt ind til byen i en nydelig bil, ført af en kvinde, som kærligt
kysser ham farvel. På fløjten spiller han musik, som Julie kender – og som ingen anden burde
kende.
Julies mand var komponist og blev regnet for en af tidens største. Han arbejdede i tiden
frem til ulykken på en koncert bestilt af Europarådet. Den blev altså ikke afsluttet og tidligt i
filmen antydes det, at det er Julie, der har skrevet hans musik! Partituret har hun smidt i en
renoveringsvogn umiddelbart efter sin hjemkomst fra hospitalet; en del af det liv, hun har tabt,
en del af fælden. Gademusikanten spiller denne musik.
Tilfældigt ser Julie en TV-reportage om hendes mand og den ikke afsluttede koncert. I ud-
sendelsen bliver hun bekendt med to ting: en kvinde, hun ikke kender, ses i følge med manden
– og vennen Olivier har lovet at gøre et forsøg på at afslutte værket.
Hun opsøger ham og bebrejder: „Det har du ikke ret til. Det bliver aldrig det samme.“ Han
svarer: „Jeg har kun sagt ja til at prøve og jeg skal sige dig hvorfor. Det er en måde, tænkte
jeg, at få dig til at græde på. At tvinge dig til at sige: „Jeg vil!“ eller „Jeg vil ikke!““ Julie fø-
Side 16