Magt og Afmagt - Kierkegaard og Nietzsche spejlet i ... - Dialektika.dk

grundstemning i livet, som er ved at splitte ham ad; vemodet rummer den bekræftelse af livet,
som gør, at han endda er nærmest ude af stand til at give op.
Marie driller Sti: „Mands Villie er Mands Himmerig!“ – nu må han gerne komme ned i sit.
Hun forstår ham ikke; i det hele ikke, hvad folk siger til hende. Men slår så brat om:
„„ Nu da, tro det, om I vil, men jeg kjender grant nok, veed Vorherre, den svære stille
Bedrøvelse, der kommer over En, uden En veed hvorfor. Hr. Jens sagde immer, det var
Hjemsygen efter Himmerigs Rige, hvor hver Kristensjæls rette Hjemland er, men jeg
tror det knap. En længes og trænges og veed ikke levendes Haab at trøste sig med; nej,
nej, for den stride Graad, det har kostet mig tidt. Det kommer saa urandsagelig tungt og
tærendes paa, saa En sygner hen i sit Hjærte og kjender sig saa træt af sine Tanker og
ønsker, En aldrig var fød. Men det har ingentids været Verdens Forkrænkelighed, der
har ligget mig tungt i Tanker, at det var det, jeg sørgede for, nej aldrig! Det var helt en
anden Vej, det var … ja, det er nu saa plat umuligen at give den Sorrig Navn, men det
kommer mig for, at det stundom var mest lig en Sorg for en fordækket Brøst ved Ens
Natur, en indvendig Skade paa Ens Sjæl, som gjorde En hel anderledes end andre Folk,
ringere i alle Maader … nej, det er nu saa overhaands svært, at faa det fundet i Ord, just
i den rette Mening! Se Livet, Verden, den syntes mig saa usigelig prægtig og skjøn, det
maatte være saa stolt og lystelig over al Maade, at være med deri; om i Sorg eller Lyk-
ke, det skjællede Intet, blot jeg led eller glædtes ret rigtigen, ikke paa Skrømt som i en
Mummenskands [maskerade] eller Fastnachtsspiel. Jeg vilde, at Livet skulle tage mig
saa stærkt at jeg nedbøjedes eller opløftedes, saa der intet var Tankerum i mit Sind for
Andet end som det, der løftede mig op, eller det, som der bøjed’ mig ned; jeg vilde
smelte ud i min Kummer eller brænde sammen med min Glæde.““ 121
Marie kender og forstår glimrende, hvad Sti har fortalt, men hendes indsigt går dybere. Det er
ikke forgængeligheden i livet, som udgør den inderste kerne i melankolien; det er den læng-
sel, som går så voldsomt gennem disse mennesker og driver dem mod og ud i en søgen, som
er rettet mod alt eller intet. En kompromisløshed, som er tung at bære gennem denne verden;
med sådanne krav render man storm på tilværelsen – og kan dog ikke slække, fire lidt, lade
sig nøje.
121 Ibid., p. 163-164
Side 89