Magt og Afmagt - Kierkegaard og Nietzsche spejlet i ... - Dialektika.dk

ingen af dem ind: „Strømmen gik stærkt, de blev, i et Øjeblik, suget nedefter, i hinandens
Arme.“
Fortællingen rummer i sin struktur elementer fra såvel tragedien som dannelsesromanen.
Hvad er det, som karakteriserer tragedien? Allerede Aristoteles peger på handlingen, som det
centrale: mythos. Tragediens skikkelser tegnes gennem et hændelsesforløb, som kun er forstå-
eligt, hvis det har sammenhæng: udgør en fortælling. „Det er i kraft af ens karakter, man er af
en bestemt beskaffenhed, men det er i kraft af ens handlinger, man er lykkelig eller det mod-
satte.“ 15 I tragedien møder mennesket sin undergang enten i skikkelse af overmægtige kræfter
eller den tilfældige begivenhed, som er uforudsigelig og derfor ikke kan afværges. Det afgø-
rende er, at mennesket i dette møde har et svar i sig: en evne til at overtage og give betydning
til begivenhederne. Det er ikke det tilfældige eller overmægtige, som former tragediens helt,
men omvendt: han former begivenhederne ved at integrere dem i sit liv. Et element i tragedien
er også spørgsmålet om skyld.
Et par klassiske eksempler fra Sofokles’ digtning: Ødipus, som opfylder den skæbne, der
blev spået ham: han dræber sin fader og elsker med sin moder, uvidende om hvem de er, men
da han erfarer sammenhængen, blinder han sig selv; kender sig selv skyldig. Antigone 16 be-
graver sin døde broder og krænker dermed samfundets love; hun véd det og kender følgerne,
men båndene til og respekten for broderen vejer tungest; det koster hende livet.
Det er altså ikke små, lette skyldsspørgsmål, men de store, uløselige konflikter, som trage-
dien tager op. I fortællingen er det Rosa, som gennem sit svigt af Peter pådrager sig skyld:
hun ødelægger hans liv. Men ikke bevidst; da hun går til faderen, har hun ikke gjort sig føl-
gerne klare. Det sker først under turen ned til stranden – og da tager hun mod sin dom uden
indsigelse.
I dannelsesromanen sker der også en integration tilsidst, men processen er en anden end
tragediens. Den har lighed med dialektikkens formel: tese-antitese-syntese. Her møder vi
mennesket på et umiddelbart stade, ofte barnet eller den unge, i al fald et menneske, som end-
nu er ukendt med de sider af livet, der udfoldes gennem det skildrede forløb. Konfronteret
hermed sker der en splittelse eller opløsning, hvor modstand og eventuelt oprør sættes ind
mod begivenhederne. Det er en spændingstilstand, som først ophører, når personen vinder
frem til et svar på den. I det svar er indeholdt en større og udvidet forståelse af tilværelsen og
15 Aristoteles, De store tænkere, Poetik, p. 211
16 Kierkegaard bruger i Det antike Tragiskes Reflex ind i det moderne Tragiske netop denne tragedie til at behandle
sin egen skyldfølelse over den brudte forlovelse med Regine Olsen.
Side 41