Magt og Afmagt - Kierkegaard og Nietzsche spejlet i ... - Dialektika.dk

Omvurdering af alle værdier
I selskab med Friedrich Nietzsche bliver man let lidt søsyg. Bølgerne går højt og kammer ofte
over i en svulmende selvfølelse, som kan være svær at kapere, om man ikke har blik for, at
der også ligger megen provokation og maskespil til grund for den store patos i penneføringen.
Aforismeformen i mange af værkerne samt Nietzsches filologiske baggrund og fortrolighed
med ordenes etymologi gør, at det kan være vanskeligt at finde frem til grundtanker og sam-
menhænge i hans filosofi. Modsætningerne træder derimod klart frem: i ét værk kan han sætte
fornuften og erkendelsen grundigt på porten for i et andet at lovprise ’det videnskabelige
menneske’. Og hvor bogstaveligt en idé som tanken om ’den evige genkomst’ skal forstås, vil
måske stedse forblive en gåde for mig.
Jeg kan forstå den som et tankeeksperiment, en lignelse: den ’evige genkomst’ er den
hvæssesten, hvorpå vi skærper vore valg, at de kan bide sig fast; få hold i noget, vi ikke for-
tryder. Og skulle vi alligevel gøre det, at vi da må kunne sige: således måtte jeg vælge på det
tidspunkt; det kunne ikke være anderledes. Desuden tror jeg, at der gemmer sig nogle tanker
om udødelighed bag idéen, men er det tilfældet, kan jeg kun glimtvis få fat i dem. Læst bog-
staveligt, kan jeg kun opfatte tanken som absurd, nonsens – som så meget i Nietzsches forfat-
terskab.
Hovedsageligt på baggrund af Antikrist og Således talte Zarathustra vil jeg søge at give et
kort rids af nogle nøglebegreber og grundtanker; som jeg mener, at de kan forstås, når de ikke
læses alt for ordret. Jeg opfatter Nietzsche som en visionær filosof, der udfra en radikal spør-
gen til ’Sandheden’ og ’moralen’ prøver at vise os nogle alvorlige defekter i disses begrundel-
se; en psykologisk sporhund, som søger bag om værdierne og afslører kilderne til dem. Resul-
tatet er nihilisme og skepticisme, men Nietzsche standser ikke her; der er noget på den anden
side: det ’fornemme’ menneske, som ærligt og redeligt tager livet på sig.
Med citatet fra indledningen defineres menneskelig storhed som ’amor fati’: latin for ’kær-
lighed til skæbnen’. Det kan virke som udtryk for en abstrakt og fatalistisk tankegang, men
hos Nietzsche må det forstås nærmest som et påbud og en meget konkret tanke: det er nød-
vendigt for et menneske at elske sin skæbne. Som den har formet sig indtil nu, er der intet,
som kan ændres. At fortryde og angre fastholder mennesket i dets fortid, blokerer for selvud-
foldelsen og peger i stedet mod en selvkredsende og livsfornægtende holdning. I stedet må vi
bearbejde og forholde os til, hvad der skete; give det betydning og vægt. Kun på det grundlag
kan vi komme videre; få et positivt forhold til den fremtid, som ikke er fastlagt, men rummer
Side 62