Magt og Afmagt - Kierkegaard og Nietzsche spejlet i ... - Dialektika.dk

hendes fortællinger, hvor tekstens overflade helt bevidst bruges til at sløre den egentlige
stemme.
Kierkegaard gjorde sin entre på bogreolen nogenlunde samtidigt med Blixen. På det tids-
punkt boede jeg i København. En by fyldt med antikvariater, hvor især inde på Fiolstræde helt
uimodståelige tilbudskasser gjorde livet til en stadig fristelse for en vanligvis flad tegnedreng:
Til Selvprøvelse, Samtiden anbefalet og Dømmer selv – god titel, pokker da til indhold. Det
blev ikke ved den lejlighed – sandt at sige: jeg har endnu ikke fået den læst! Der skulle gå
mange år inden den gode Søren Sok fik stillet mig sit Enten-Eller; endda krævede den flere
tilløb. Især assessor Wilhelm var mig noget omstændelig og sludrevorn. En stående kommen-
tar til Kierkegaard var for en tid: det, jeg forstår, er godt – men så er der en hel masse, hvor
jeg ikke ved, om det er mig eller Kierkegaard, der er gået i sort. Der skulle Frygt og Bæven til,
før ordene blev levende: at nogen kunne vride så meget ud af Bibelens få linier om Abraham
og Isak… Begrebet Angest var og er svær, men for hvert værk, der tages i besiddelse, bliver
de forrige mere tilgængelige og rammer stedse dybere. Til sidst er han helt inde og har fat ved
hjerterødderne; færdes hjemmevant i de egne, hvor ellers kun ens nærmeste får lov at bevæge
sig omkring. Han kan skrive så djævleblændt smukt, at det gør helt ondt at læse. For så at sæt-
te tålmodigheden på hård prøve med en dagbog som Skyldig? – Ikke-Skyldig? Kun takket de
indlagte fragmenter redder man sig igennem med forstanden i behold. Og som Joakim Garff 1
antyder: måske det netop er meningen med dagbogen: man skal mærke et strejf af vanviddets
nat!
Buldrebassen og provokatøren Nietzsche kom selvfølgelig ind ad bagvejen. Hvorfor følge
alfarvej, når andre gives? En dag stod han der blot, uanmeldt, havde slået følge med Blixen og
Milan Kundera. En kæmpe og en stridsmand af sind, klemt ind i en svag og skrøbelig krop,
der har svært ved at stå mål med strabadserne. Altid god for en munter bemærkning, men også
nærgående og direkte med sine mange spørgsmål. Nå, direkte er måske så meget sagt; det
meste kommer i hurtige ind- og udfald, hvor sammenhængen ikke altid er lige indlysende.
Kun står det klart, at i selskab med ham, er der ingen grund til at lufte, hvad man måtte have
af ’hellige køer’. Med mindre man er rede og villig til at tage chancen, at de kan komme
ulykkeligt af dage.
Vistnok er det Aage Henriksen, der har skrevet, hvad jeg ikke har kunnet genfinde og der-
for citerer frit efter hukommelsen: „Man går altid så sært muntret og styrket ud af Karen Bli-
xens fortællinger.“ Og på omtrent samme side udtrykkes det: „Når man i nogen tid ikke har
1 SAK, p. 302
Side 5