Magt og Afmagt - Kierkegaard og Nietzsche spejlet i ... - Dialektika.dk

slutningen er den grumme tilfældighed blevet integreret i hendes liv; smerten vil stadig være
der, men blokerer ikke længere. Tiden læger ikke vore sår; vi lærer at leve med dem – eller
går til grunde med dem. Først da vennen og musikken tvinger og hjælper hende til at involve-
re sig i livet igen, står det atter åbent, bliver mulighedsrigt. Og frihed er jo at have muligheder,
men også at vide, hvad der binder én. Kieslowski sammenknytter frihed med identitet og kær-
lighed: der er kun frihed at finde, når man står fast på det, der var – og er rede til at binde sig
til andre mennesker. Med risiko for at det går galt, at det kommer til at gøre ondt. Frihed er at
være bundet, først da kan man være fri til.
Den anden definition af frihed, fri fra, afvises af Kieslowski: det er uafhængighed – og
tomhed. Det mener jeg, at filmen betoner stærkt. Julie er økonomisk uafhængig, med mulig-
hed for at skabe sig en ny tilværelse uden andres bistand eller hjælp. Det er ikke nok. Mens
hun prøver at opbygge denne tilværelse, ses hun gentagne gange bade alene i en svømmehal.
Hun prøver at dykke, men tvinges op til overfladen: hun kan ikke komme i kontakt med livet,
det er et fremmed element. Og vennens bemærkning: „Min musik. Eller din, men da må hele
verden vide det.“ Han er klar over, at deres kærlighed er umulig, hvis ikke han får hende til at
vedkende sig, hvad der er sket; hvem hun er nu. I samspillet mellem frihed, identitet og kær-
lighed betones identiteten: en mislykket personlighedsdannelse spærrer for kærligheden.
Transcendens
Hvor møder jeg da den erfaring, hvori jeg overskrider eget personlige liv? Hvorledes er dette
muligt? Det er en erfaring, der hører kærligheden til – og dermed noget, der er mellem menne-
sker, ikke tilhører den enkelte. Oplevelsen deraf er delvist udfoldet i Blå, men bliver tydelige-
re i Rød, om broderskab:
En ung kvinde, Valentine, kører i bil gennem byen; det er mørkt og regner, hun overser en
hund og påkører den. Da hun stiger ud, er den i live, men kvæstet. Det er en stor schæfer og
bilen lille, men hun får den nu bugseret ind på bagsædet og opsøger, ud fra oplysninger på
halsbåndet, dens ejer, Joseph Kern.
En ældre mand, som bor i en stor villa, hvorover der hviler et præg af fæstning. Han afviser
hende og synes underlig uinteresseret i sin hund. „Hvis det havde været Deres datter, havde
De så også reageret sådan,“ spørger hun. „Jeg har ingen datter, frøken. Gå nu.“
Hun føler sig ilde berørt af hans kulde og kører hunden til en dyrlæge, som kan love, at den
trods blodtabet nok skal komme sig. Og i øvrigt kan fortælle, at den venter hvalpe. Valentine
Side 18