Magt og Afmagt - Kierkegaard og Nietzsche spejlet i ... - Dialektika.dk

„At jeg er universets midte,
er ingen hazarderet dom.
Jeg slutter mig rent logisk til det.
For resten er jo udenom.“
Kursiveringen er min: vi er nærmest ude af stand til at tænke i overensstemmelse med den
viden, vi har. Selv om den længst er blevet gængs pensum på folkeskoleniveau, er det kun
rent abstrakt, vi forstår. Den viden, vi lever ud fra er en anden. Spaltningen mellem tænkning
og virkelighed synes ubønhørligt og konsekvent at arbejde sig bredere og dybere i form af
meningstab og fremmedgørelse. Dagligsproget viser det: som en selvfølgelig sag taler vi sta-
dig om, at solen ’står op’ og ’går ned’. Vi er verdenscentre og med tanken om egen død, føler
vi dybest set, at hele verden må dø med.
Et par kloge mennesker fra mit eget liv har defineret det ’at blive voksen’ som den proces,
hvor vi bliver klar over, at vi ikke er verdenscentre. Der er noget rigtigt heri; men jeg vil fast-
holde, at med tanken på døden er det også fuldkommen rigtigt, når vi så stærkt føler, at ver-
den må dø med os: verden, som vi så den, oplevede den, forstod den. Heri er det unikke ved et
menneske: et helt særegent væsen, aldrig set før og aldrig set siden! Og for de, som lever vi-
dere efter dette nu afdøde menneske og konstaterer, at verden forunderligt nok stadig er: den
er dog ikke ganske den samme. Mennesket er et skabende væsen; vi har alle en smule at give
tilværelsen eller verden – og det ændrer den! Som John Donne flot og præcist har udtrykt det:
„No man is an Iland, intire of it selfe; every man is a peece of the Continent, a part of
the maine (…) Any mans death diminishes me, because I am involved in Mankinde;
And therefore never send to know for whom the bell tolls; It tolls for thee.“ 109
Intet menneske er en ø, vi indgår i en større kontekst i kraft af de relationer, vi har i form af
familie, venner, arbejde etc.; relationer som strækker sig ud over vores egen tid i kraft af et
samfund og en kultur, som omspænder denne. Vi præger disse relationer og de præger os.
Kort før sin død, dateteret Rungstedlund, september 61, skrev Karen Blixen disse ord på et
stykke papir:
109 Devotions Upon Emergent Occasions, Meditation XVII, citeret fra: www.luminarium.org/sevenlit/donne/
Side 84