Magt og Afmagt - Kierkegaard og Nietzsche spejlet i ... - Dialektika.dk

strende og situationsorienterede, uden hvilket vi ikke kunne være til. Under overfladen er der
noget kernemæssigt, nogle dybere lag. Det er her vi finder kilden til de stærke drivkræfter i et
menneske: livsmodet, livsglæden, vitaliteten, kærligheden, fantasien etc. Efter min opfattelse
er der en tydelig parallel til Selvet hos Kierkegaard og andre filosoffer. Blixen anvender en
del forskellige begreber for det: væsen, natur, ’Guds Plan’, ’en af Naturens Tanker’.
Det gælder ifølge Blixen om at finde ind til denne natur og udfolde de kræfter og mulighe-
der, som udspringer herfra. At udfolde dem vil sige at involvere sig i livet og de mennesker,
man møder. Det indebærer også, at de gives form og skikkelse. En to-vejs proces: også ’de
andre’ søger at udfolde sig og mennesket møder tildragelser og hændelser, som ikke har no-
gen ophavsmand. Her må der ligeledes ske en formning, hvis livet skal berøre os. Ellers over-
lader vi dem til det blinde tilfælde.
For at kunne leve ud fra denne natur, må vi vide hvad den rummer – og det er et spørgsmål
om identitet. Og som det fremgår af Kardinalens første Historie er det ikke helt ligetil at finde
et svar.
Den er ikke en fortælling i egentlig forstand, mindre sansbar og mere filosofisk abstrakt
end Blixens fortællinger ellers er det. Planen var, at den skulle indgå i en større roman, som
hun i sin ukuelighed planlagde og påbegyndte sent i sit liv. Den tematiserer forskellen mellem
roman og fortælling: „Denne nye Kunstart har en anden Ærgerrighed end de gamle Historier,
den har foresat sig at gribe Mennesker fra det der kaldes det virkelige Liv, at placere dem i
sine Romaner, hvor det saa kan føje sig, og der at lade dem selv forme og bestemme Histori-
en. Den er, for at kunne bevare disse sine virkelige Mennesker paa nært Hold og paa samme
Plan som Læseren og for ikke at gøre ham bange, rede – og villig – til at ofre og give Afkald
paa Historien selv.“ Romanen digter om mennesker fra det virkelige liv og læseren kan føle
sig i sympati og kontakt med dens personer: den er en anerkendelsesværdig, men blot menne-
skelig frembringelse. Historien eller fortællingen derimod digter med mennesket: „Historien
sagtner ikke sin Fart for at beskæftige sig med sine Personers Udtryk eller Holdning. Den
lader sin vanvittige Helts trofaste Vasal i Forfærdelse udbryde: „Er dette Verdens Ende?“ gaar
Fremad og lader os lidt senere roligt vide: „Dette er Verdens Ende.““ Romanen kan afdække
bestemte sider af tilværelsen, men ikke helheden. Historien er afrundet, afsluttet og rummer et
svar. Ikke altid det, vi gerne vil høre, men svaret står ikke til diskussion! „Ifald det engang
kommer dertil, at vor nye Kunstart bliver eneherskende, og der ikke længere findes Historier,
da vil der hellerikke længere findes Helte, men Verden maa klare – og kede – sig uden dem,
14 Psykologi og Eksistens, p. 122-123
Side 29