Magt og Afmagt - Kierkegaard og Nietzsche spejlet i ... - Dialektika.dk

egen ret, som ingen steder fører. I al fald ikke frem mod visionen om overmennesket: „En
velsigner er jeg blevet, og en ja-siger: dertil stred jeg mig frem og var en stridsmand, for en
gang at få hænderne frie til at velsigne.” 82 Den strid, der er tale om, er ikke striden med de
andre, men striden med sig selv: det er vejen til selvovervindelse, hvor mennesket lærer, at det
er sværere at byde over sig selv, end at lyde de andre; følge normer og konventioner. „Men
forsøg og forvovenhed fandt jeg i al befalen; og det levende, som befaler, vover altid sig
selv.” 83
Nietzsche forbindes ofte med nihilismen, men jeg mener, at tanken om ’overmennesket’ er
et forsøg på at vise vejen ud af denne værdiløshed: „Således sagde djævelen en gang til mig:
„Også Gud har sit helvede: det er hans kærlighed til mennesket!“ Og nylig hørte jeg ham sige:
„Gud er død; af sin medlidenhed med menneskene døde Gud.““ 84 En spotsk kommentar til
den objektive forsoningslære: hvad skal mennesket med en gud, som bestandig må gribe ind i
skaberværket; rede trådene ud for mennesket i alle dets vildfarelser. Nietzsche opfatter men-
nesket som et væsen, i hvis natur det ligger at udtrykke sig, udfolde denne natur – og det kan
kun ske i en skaben af værdier. Guds død kan kun beklages, men det egentlige problem ligger
i, at mennesket befinder sig på kamelens stade, slæbende på de gamle værdier, som nu mang-
ler en begrundelse: „Ørkenen øges: ve den, der rummer ørken-øde!” 85 Vi skal over på den
anden side af afgrunden; indse, at værdierne ikke er absolutte og igen finde mod til at skabe
nye værdier: „Den, der ser afgrunden, men med ørneøjne; den, der griber afgrunde, med ør-
nekløer – ham kalder jeg modig.” 86
Overmennesket lignes ved ’træet på bjerget’: jo højere det stræber opad, jo dybere må rød-
derne søge. Menneskets åndelige og sanselige sider hører sammen, sjæl og legeme kan ikke
adskilles. Og det siges til en yngling, som også søger og stræber: „Vi krøges og pines altid
mest af usynlige hænder.” 87 Men Zarathustra besværger ham: „kast ikke din kærlighed og dit
håb overbord!“ Dette er, hvad ynglingen har i sig, rummer trods modløshed – og heri ligger
hele grundlaget for at komme videre. Nihilismen er kaos, men den kan overvindes: „man må
endnu have kaos i sig, for at kunne føde en dansende stjerne.” 88
82 Ibid., p. 134 – netop dette citat brugte Karen Blixen hyppigt i breve og samtaler.
83 Ibid., p. 94
84 Ibid., p. 73
85 Ibid., p. 256
86 Ibid., p. 237
87 Ibid., p. 34
88 Ibid., p. 14
Side 70