Magt og Afmagt - Kierkegaard og Nietzsche spejlet i ... - Dialektika.dk

Altså moderniteten som forløb og udvikling; en strid som uopholdeligt fører mod sejr eller
nederlag: liv. Og postmoderniteten som en tilstand, hvor mennesket ikke længere har projek-
ter og ikke ser sig i stand til at legitimere hverken fortid eller fremtid, erindring eller håb.
Hvilken jammer! Den tilstand hører evigheden til – og i den kan vi ikke leve.
Hvorfor nu bringe evigheden til torvs; dette gamle begreb så stærkt belastet med metafysi-
ske overtoner? Fordi det har at gøre med menneskets urgamle drøm om personlig udødelig-
hed: en forestilling, som jeg ikke mener, vi kan tage alvorligt i dag. Den modsiges af det sam-
lede erfaringskompleks, historien har givet os i hænde og skønt videnskaben ikke direkte kan
afkræfte den, giver den ingen antagelige grunde for at opretholde forestillingen. Men dermed
er alt ikke sagt: hvad videnskaben ikke kan sætte på begreb og forklare kan meget vel være
det vigtigste af alt, når det drejer sig om at begribe mennesket og dets vilkår. Evigheden er
blot ét eksempel herpå.
Hvad jeg søger at problematisere, er dels modernitetens opfattelse af tilværelsen som et
projekt, en opgave; dels postmodernitetens afvisning af transcendensen, at livet må udtrykke
en idé: en grundtanke hos Kierkegaard, som jeg vender tilbage til. Begge positioner rummer
en ensidighed, en reduktion af livet: de må mødes, finde sammen i en bredere og udvidet for-
ståelse af tilværelsen. At tænke livet som en opgave slet og ret, det er for fattigt. At forlægge
det til en hinsidig verden, det er for overdådigt; så langt behøver vi ikke at gå for at give det
fylde og mening. Jeg mener, at de to opfattelser kan mødes og peger her blot på et eksempel:
den opfattelse, at fra det levede liv kan vi bringe noget vigtigt og kostbart over i evigheden.
Evigheden forstået i en ikke-metafysisk forstand: med hjemstavn i dette liv. Hvad der er i
evigheden, er blevet til i det levede liv her på ’Vorherres Grønne Ager’. Viktor Frankl udtryk-
ker det klart og præcist i en formulering, der synes inspireret af Kierkegaard:
„Til de ting, der synes at tage meningen væk fra det menneskelige liv, hører ikke blot li-
delsen, men også døden, ikke blot nød, men også død. Jeg bliver aldrig træt af at sige, at
det eneste virkeligt forgængelige ved livet er mulighederne; i samme øjeblik de realise-
res, er de virkelighed; de er reddede og overgivet fortiden, hvor de er bevarede og frelst
fra forgængelighed. For i fortiden er intet uigenkaldeligt tabt, men alt er uigenkaldeligt
bevaret.
Således gør vor tilværelses forgængelighed på ingen måde vort liv meningsløst. Men
den udgør vor ansvarlighed, for alt afhænger af, at vi realiserer muligheder, hvis væsen
13 Michael Rasmussen: Fornuften og synerne, p. 72 og p. 214
Side 27