Magt og Afmagt - Kierkegaard og Nietzsche spejlet i ... - Dialektika.dk

sen. Begge opretholdes i kraft af syntesen, som derfor må forstås som noget spændingsfyldt!
Mennesket tænkes som en syntese mellem sjæl og legeme: ånd. Ånden eller Selvet er ikke
det, at mennesket er et forhold mellem en legemlig og en mental side af sig selv, men at vi
forholder os til forholdet mellem disse: en omtydning af menneskets natur fra noget substan-
tielt til noget verbalt. Fra noget passivt, der slet og ret er tilstede, til noget aktivt, et handlende
væsen.
Mennesket består på den ene side af noget mentalt, hvad vi ofte benævner bevidsthed eller
sjæl. Det er her, vi oplever uendelighed, evighed og frihed; fænomener, som er vanskelige at
redegøre for, som ikke kan udpeges i verden. På den anden side noget legemligt: kroppen og
dens forankring i endelighed, timelighed og nødvendighed; fænomener, som vi bedre kan
forklare og forstå. At blive „et Selv,“ det åndelige i mennesket, er at kunne sammenfatte og
udholde denne spænding: mennesket er en konfliktramt natur. Og hvad Kierkegaard i sit for-
fatterskab med stigende styrke peger på, er, at kristendommen er menneskets hidtil bedste
forsøg på at tolke og forklare dette.
Værket igennem redegør Kierkegaard så for sygdommen til døden: fortvivlelsen, som
mennesket ikke kan slippe ud af uden netop gennem døden. Fortvivlelsen er et misforhold i
selvet; med et mere nutidigt begrebsapparat: en mislykket identitet. Det kan ske på tre måder:
A) Ikke at være sig et Selv bevidst. Her genfinder vi ’spidsborgeren’, det anonyme menne-
ske, som ikke er sig bevidst at være et selv og derfor heller ikke oplever sig selv som et for-
tvivlet menneske. Spidsborgeren mangler både lidenskaben og selvbevidstheden: han er end
ikke fortvivlet over at være fortvivlet. Og uden at komme til det punkt, er der ingen mulighed
for at komme i et forhold til sig selv: han lever på og ud fra andres præmisser og vurdering,
har ikke noget selvforhold, ingen identitet.
B) Fortvivlet ikke at ville være et Selv. Æstetikeren huserer igen med sine mangeartede
forsøg på at komme i et egentligt forhold til tilværelsen, men det vil ikke lykkes ham, da han
ikke vil lade noget angå sig absolut. Han har opdaget en tomhed i verden og fortvivler der-
over, men han kan ikke finde et svar; noget, der kan standse hans søgen: ’det ubetingede’.
C) Fortvivlet at ville være et Selv. Etikeren fandt sit ’enten-eller’ og dermed noget absolut
eller ubetinget, men han lever i ’frygt og bæven’: det rækker ikke med etikken. Der er situati-
oner i livet, hvor den kommer til kort. Og måske gik lidenskaben tabt for ham undervejs.
Tilbage er kun troen og kristendommen: en livsanskuelse, hvor æstetikerens lidenskab og
etikerens ubetingede finder sammen i en etisk-religiøs holdning: et paradox og „et Kors for
Tanken,“ hvor mennesket må tage det berømte spring ud på „de 70.000 Favne Vand.“ Para-
doxet er tankens lidenskab, hvor fornuften må give op og troen tager over. Først ude på det
Side 78