Magt og Afmagt - Kierkegaard og Nietzsche spejlet i ... - Dialektika.dk

ler sig trængt: „Det er ikke retfærdigt.“ Han er gået direkte ind i hendes blokade, men hun
begynder at erkende det håbløse i den. „Du gav mig ikke noget valg,“ siger Olivier og invite-
rer hende til at komme og høre, hvad han har lavet.
Det gør hun gentagne gange; hun bliver hurtigt opslugt af de fejl, han har lavet. Orkestre-
ringen laves om og et kor, der har drillet ham, falder på plads. Hun spørger ham, om han ved,
hvad koret synger. Det gør han ikke, men hun kan fortælle ham, at det er på græsk og med
sproget ændres rytmen. Hun spørger ham også ud om den ukendte kvinde, som viser sig at
være, hvad hun jo også anede: en elskerinde. Og det har stået på gennem flere år.
Hun beslutter sig for at opsøge hende, ikke for at finde ud af ’hvor’ og ’hvorofte’, men
hun vil vide, om hendes mand elskede denne kvinde. Ved mødet bliver hun bekræftet heri og
opdager, at forholdet har fået konsekvenser: elskerinden er gravid. Denne føler, at nu kan Ju-
lie kun hade både hende og manden.
Det er Julie ikke sikker på. Hun bremser salget af landstedet og inviterer elskerinden derud.
Viser hende rundt, spørger, om hun venter en dreng eller pige. En dreng, lyder svaret. Om hun
har bestemt sig for et navn? Ja, det har hun. Julie venter ikke på svaret: „Jeg syntes, at han
skulle have hans navn og hans hus her.“ Elskerinden udbryder: „Jeg vidste det,“ og forklarer:
„Deres mand fortalte meget om Dem. At De er god. God og gavmild. Sådan ønsker De at væ-
re. Man kan stole på Dem. Selv jeg.“
I filmens slutning ses Julie alene, i færd med at skrive blanke nodeark til: den finale, som
mere end noget har voldt Olivier kvaler. Hun slutter af og ringer til ham: „Jeg er færdig. Du
kan hente det i morgen eller nu.“
Der er endnu en modstand, han må have brudt hos hende. Han svarer: „Nej, jeg går ikke i
seng, men jeg henter ikke partituret. Jeg henter det ikke. Jeg har overvejet det hele ugen. Mu-
sikken kan være min, lidt kejtet måske… men min musik. Eller din, men så må hele verden
vide det.“
Efter lid betænkning: „Du har ret.“ Julie lægger røret, drejer et par gange rundt på stolen,
ringer op igen: „Jeg kommer nu.“ En elskovsscene ruller over lærredet, blandet med flash-
backs og til musikken fra koret, der synger en tekst, bygget over Paulus’ brev til Korintherne,
kap. 13 11 .
Men filmen skulle jo tematisere friheden? Det mener jeg også at den gør. I skildringen af,
hvordan et liv lægges øde, i første omgang af trafikulykken, siden i Julies forsøg på at håndte-
re tabet gennem isolation og i en afvisning af fortiden og den smerte, som nu knyttet til den. I
11 Bibelen, p. 1096
Side 17