Magt og Afmagt - Kierkegaard og Nietzsche spejlet i ... - Dialektika.dk

ud fra fornuften, bruger Nietzsche sin filologiske baggrund og søger at afdække moralens
kilder: den genealogiske metode. Også hos Nietzsche ligger eksistentialismen i svøb, men
som hos Kierkegaard anticiperes og afvises den senere Sartres nihilisme: der er fast grund
under fødderne, hvis vi tør og vil. Det kræver mod: ’det absolutte’ findes ikke; der er ingen
hinsidig verden at fæste lid til. Alt foregår her og nu; hvem der ikke kan klare presset, er ikke
livsduelig. Den faste grund er vor skaberevne: i mødet med tilværelsens grundvilkår tager vi
ikke blot tingene, som vi forefinder dem: vi ’tænker vore sanser til ende’ og tolker mulighe-
derne for at ændre på vilkårene. En tolkning, der både foregår bevidst og ubevidst: som Kier-
kegaard graver Nietzsche i sindets dybder. Begge finder de frem til dunkle kroge, som Freud
og den efterfølgende psykoanalyse næppe er færdige med at afdække.
Det fælles element hos Kierkegaard og Nietzsche finder jeg først og fremmest i sansen for
at tænke i sammenhænge og helhed. Modsætningerne i mennesket og dets tilværelse kan kun
begribes gennem synteser. Begge betoner mennesket som et handlende væsen, hvor lidenska-
ben er drivkraften og perspektivet er evnen til at sammenholde og forstå livet. Det liv, som
rummer skønhed og glæde, men også lidelse. Det gælder om at udfolde det i alle dets dimen-
sioner; ellers går storheden tabt og mennesket forarmes. Begge er de stærkt engageret i kri-
stendommen, hvad den har betydet og hvordan den skal forstås. Men her finder Kierkegaard
en absolut sandhed, som Nietzsche ikke vil vide af.
Blixens tænkning ligger helt i forlængelse heraf. Hvor jeg finder, at hun er meget tæt på
Nietzsches tænkning, er i begrebet ’amor fati’: kærligheden til livet, den uforfærdede hold-
ning. Sådan, som det kommer til udtryk i Nietzsches ’formel for menneskelig storhed’ og i
Blixens accept af ’en verden med mulighed for det herligste og frygteligste’. Også i opfattel-
sen af mennesket som et skabende væsen har de meget fælles: i betoningen af det kreative og
det fantasifulde som noget værdifuldt, noget vitalt. Og måske har de begge et bredere per-
spektiv på tilværelsen: i en optagethed af naturen, det sansende i mennesket. I deres personli-
ge liv færdedes de meget i naturen. Kierkegaard er et udpræget bymenneske og beskæftiger
sig stort set udelukkende med mennesket. Der, hvor jeg mener, at Blixen tager afstand fra
Nietzsche, er i dennes afvisning af det absolutte, det ubetingede. Hun har, som Kierkegaard,
mere sans for, at der er magter i livet, som vi ikke kan underlægge os; hvor det ikke længere
er muligt at tolke og anlægge et perspektiv, men hvor der kun er ét at gøre: give sig livet i
vold, uden forbehold. I sit menneskesyn finder jeg, at hun tænker meget lig Kierkegaard: vi er
sammensatte og splittede. At få kontinuitet ind i sit liv, at få en skæbne, blive ’et Selv’; det er
ikke så ligetil. Det kræver en indsats og kan endda fejle os. Netop fordi vi ikke har den in-
stinktsikkerhed, som Nietzsche i sin biologisk funderede og naturalistiske tænkemåde ofte
Side 95