Magt og Afmagt - Kierkegaard og Nietzsche spejlet i ... - Dialektika.dk

den der elskede Gud, blev større end Alle. Enhver skal mindes, men Enhver blev stor i
Forhold til sin Forventning. Een blev stor ved at forvente det Mulige; en Anden ved at
forvente det Evige; men den, der forventede det Umulige, blev større end Alle. Enhver
skal mindes, men Enhver var stor alt i Forhold til dets Størrelse, han stred med. Thi den,
der stred med Verden, blev stor ved at overvinde Verden, og den, der stred med sig selv,
blev større ved at overvinde sig selv; men den, der stred med Gud, blev større end Alle.
Saaledes blev der stridt i Verden, Mand mod Mand, Een mod Tusinde, men den, der
stred med Gud, var større end Alle. Saaledes blev der stridt paa Jorden: der var den, der
overvandt Alt ved sin Kraft, og der var den, der overvandt Gud ved sin Afmagt.“ 103
Her mener jeg, at Kierkegaard er overordentlig tæt på Nietzsches begreber om ’perspektivet’
og ’viljen til magt’, hvor sidste da også efter min opfattelse er helt ækvivalent med Kierke-
gaards begreb ’lidenskaben’ og første med ’subjektiviteten er sandheden’. Den markante for-
skel bliver, at for Kierkegaard er der en magt i verden, som unddrager sig al erkendelse og
ethvert forsøg på at anlægge et perspektiv: det ubetingede, Gud, kan hverken begribes, tolkes
eller forstås. En magt i verden, som er større end mennesket; den magt, der binder det hele
sammen.
Samtidigt er de to sidste citater blandt de steder i forfatterskabet, hvor jeg finder, at koblin-
gen mellem ’det æstetiske’ og ’det religiøse’ bliver helt åbenbar. Lidenskaben er det fælles
moment, men æstetikeren bliver indenfor det muliges grænse: dét, han selv kan beherske.
Helten er Agamemnon: „Ethikkens elskelige Søn.“ Alle kan forstå hans konflikt: de kolli-
derende fordringer, han stilles mellem som fader og hærfører; hvad han end vælger, vil han
kunne begrunde sit valg og håbe på forståelse. Også de, der måtte fordømme ham, vil vide, at
han har stået i en overmenneskelig situation og være i stand til at føle med ham.
Digteren er „Erindringens Genius“: „Bliver han saaledes sin Kjærlighed tro, strider han
Dag og Nat med Glemselens Underfundighed, der vil fraliste ham Helten, da har han fuld-
kommet sin Gjerning, da samles han med Helten, der har elsket ham ligesaa trofast, thi Digte-
ren er ligesom Heltens bedre væsen, vel kraftesløs som et Minde er det, men ogsaa forklaret
som et Minde er det.“ 104 Her kobles ’det etiske’ sammen med ’det religiøse’: troen og håbet,
der trodser alt og i sidste ende forklarer alt. Det håb, „hvis Form er Vanvid“: troen kan ikke
begrundes og forklares gennem fornuften, thi den trodser, hvad fornuften kan tænke som ri-
meligt eller må anse for umuligt. Troen bringer „Forjættelsen“: den forklaring af livet, som
103 Ibid., p. 18
104 Ibid., p. 17-18
Side 81