Untitled - Kommunikationsforum

Som målgruppe for IKC har vi identificeret en kvindeloge, som netop på eget initiativ har forestået en
indsamling for dem, og vi har derfor fundet kvindelogen relevant at undersøge som et specifikt socialt
fællesskab, der uden for IKCs virkefelt har konstrueret mening omkring centret.
Gennem vores analyse fandt vi ud af, at der i kvindelogen har været tvivl om, hvorvidt det var for
kontroversielt at støtte et foretagende som synes at være centreret omkring indvandring. Det
kontroversielle blev i midlertidig afmystificeret gennem diskussioner internt i logen gennem uddybende
informationssøgning omkring IKC og ved selvsyn at få et indblik i centrets funktion og møde dets
brugere. Et møde som først og fremmest er individ til individ, der blot synes at divergere i forhold til
sociale præmisser og etniske baggrunde og dernæst et møde forskellige kvinder imellem. I den forstand
og med vores teorikonstruktion in mente virker det for os sandsynligt, at kvindelogens valg af støtte til
IKC især skyldes en fælles identitetsreference omkring kønssymbolet at være kvinde.
Det betyder, at kvindelogens endelige afgørelse om valg af støtte til IKC især synes at bero på en
reference som noget alle medlemmerne i kvindelogen internt skulle kunne identificere sig med såvel
som eksternt differentiere sig fra. Det er netop også i selve den differentierende handling, at vi ser det
meningsdannende element; gennem sammenligning og differentieringen fra andre kvinder, hvilket i
dette konkrete tilfælde er brugerne af IKC, bliver det meningsfuldt for logekvinderne at forstå sig selv
på en bestemt måde.
Derudover har vi fundet, at kvindelogens sociale fællesskab har flere homogene såvel som heterogene
træk, hvilket vi med udgangspunkt i Giddens’ tanker anskuer som et eksistentielt kendetegn ved
senmodernitetens individer og fællesskabssammensætninger. Det betyder endvidere, at vi ser
medlemmerne af kvindelogen som refleksive og symbolske forbrugere af blandt andet andre
kvindeforståelser og anskuer dermed støtten og i den forstand det symbolske forbrug som en måde for
kvinderne i logen at få bekræftet sin selvopfattelse som blandt andet ressourcestærke kvinder. Vi
anskuer i den forstand kvindelogens støtte til IKC som en ressource til individuelt såvel som kollektivt
at bekræfte logekvinderne i deres forståelser af, hvad det vil sige at være kvinde. Ud fra den fortolkning
bliver støtten også at iagttage som en sociokulturel ressource, der kan anvendes til at bekræfte og styrke
kvindernes fællesskab i logen, hvilket igen kan udgøre styrkende grundlag for ny eller udvidet
selviagttagelse og i den forstand en dynamisk identitetsreference.
68