Marianne Barlyng - Forlaget Spring

liggenhed mm., til at handle om en poststrejke og avisen Il Tempo, samt
om folk ved fodgængerfeltet (irriterede på den røde Jaguar) – tegn på en
politisk nutidighed og byens levende aktivitet.
Jaguaren bryder ind i den ro, der ellers præger de indledende strofer
(afsnit 4). Den røde Jaguar er i konstant bevægelse og uro, eller standser
midt i et fodgængerfelt, hvor de gående ellers skulle passere. Den er et
fremmedelement ved sin herkomst – det er en engelsk, og ikke italiensk
sportvogn af hvilke der ellers havde været nok at vælge imellem: Ferrari,
Maserati, Alfa Romeo... Den røde Jaguar, som nok er den kendte type
E fra midttresserne med en kølerhjelm på størrelse med et 12-personers
spisebord, er symbol på temperament og hurtighed, farten i den moderne
storby. Den kommer til at virke som en potent katalysator for at noget
skal ske – som det interessante forstyrrende element på piazzaen omkring
springvandet og restauranten, hvor man ikke er begyndt at servere
endnu. Desuden forbinder den sig med kildevandet i fontænen og solens
brydninger i vandet: Lyset bliver brudt i vandstrålen og bilens lak kaster
lyset tilbage (afsnit 5). Ydermere antyder bilens emblem – den springende
jaguar – en slags familieskab med de dyr, fabeldyr og masker man finder i
fontænerne. Jaguaren kører tilsyneladende planløst rundt med for stor fart
(holder i lyskryds – kunne ikke bremse), men ændrer, ja netop adfærd, for
den er tilskrevet menneskelige kvalifikationer og dermed valg og intentioner.
Sidst i del I er der et turning point. Bevægelsen bliver bestemt („En rød
Jaguar kører søgende rundt langs husene/ ... lakken på den røde Jaguar
kaster lyset tilbage”) og opfattelsen af den går fra ubestemt til bestemt,
fra fremmed til fortroligt, ligesom den bliver subjektgjort, udstyret med
drøm og intention.
Det tredje afsnit i stroferne del I-IV – der fokuserer på jeg’ets position
– gennemskriver overvejende et restaurationsbesøg, men også jeg’ets
placering på en given piazza. Forløbet tegner et billede af en middag: fra
før den begynder, afventen på at der overhovedet kommer betjening, vin
og specialiteter fra det italienske spisekort – og ikke mindst indtagelsen af
vand! Og afslutningen med dessert: jordbær og hvidvin – en cigaret eller
to. Dette beskrives i første halvdel (I-III) af teksten som en venten („mens
jeg venter på at drikke lidt af det dryppende glas”). I del IV frem til den
afsluttende del VIII sker et skred i tid og rum. Det kontemplative jeg’s på
én gang drømmende og vågne jeg begynder at veksle blikke med figurerne
på fontænerne. Som Walter Benjamin har sagt: Den der betragtes eller tror
sig betragtet, slår øjnene op. 21 Ved at blive set får jeg’et øjnene op for sine
omgivelser og opnår herigennem kontakt med fortiden. Mytiske rum lukkes
op under det poetiske blik. Den dobbelte udveksling bliver katalysator for
107