Marianne Barlyng - Forlaget Spring

fra øjeblikket uden vemod. Vemod betyder jo netop ‘længsel hjem’. Men
vi kan ikke bo i det irreversible øjeblik; ikke desto mindre har det altafgørende
betydning at vi har passeret det.
I „Vandtrapper“ registreres de øjeblikke hvor der sker en direkte udveksling
mellem subjektet og tingene. Jeg’et veksler blikke med byen, og i det
stadigt mere intime møde, som teksten indkredser, bringes kroppen til den
form for standsning som Elisabeth Toubro taler om her:
Et sted opstår, modsat en overgang, en strækning eller et mellemrum,
der hvor kroppen omsluttes eller indgår i et særligt forhold
til bygningskroppe, træer og landskabers former. Steder opstår ved
at indgå i et specifikt skalaforhold til den menneskelige krop, og
afgrænser sig ved at blikket og kroppen standses. (p. 77-78)
– hvilket på ingen måde hos Inger Christensen betyder at bevægelsen
ophører. Tværtimod er ‘standsningen’ som man kunne forstå som intensivering
af det kropslige nærvær og fokusering af blikket på pladsen – og
specifikt fontænerne – selve inspirationens, visionens og imaginationens
afsæt som altså fører tilbage i tiden og frem:
Ved at referere til urbaniteten eller en særlig by, som repræsentant
for bymæssigheden, kan ‘monumentet’ fortabe sig i en mangfoldighed
af sidestillede historier og tider. Derved opnås en afsluttethed
som form, der samtidig peger på en uafsluttethed som udsagn. (p.
83)
Toubros analyse er som rystet ud af ærmet på Inger Christensen, der således
med „Vandtrapper“ kan siges at have været tidligt ude med en ‘poetisk
teori’ om pladsens og monumentets betydning i det moderne samfund,
fordi det poetiske sprog bedre end noget andet er i stand til aktivt at kontakte
tingene og udkaste modeller for indgåelse af en form for udveksling
eller samtale, der friholder mennesket fra meningsløshed og isolation og
pladsen fra dens tomhed.
Byen Rom, hvortil flere sten end til de fleste andre storbyer er blevet
båret af menneskehænder, bygget med, hugget i, sten hvoraf de skønneste
kunstneriske figurer har danset sig fri – denne by har i Inger Christensens
sproglige univers unddraget sig – ja, netop: forstening.
Det kolde marmor er gennem en flerfoldig artificiel bestræbelse – fontæne-arkitekternes,
marmorhuggernes og det metaforiske spil dirigeret af
Inger Christensens tryllepen – blevet gennemstrømmet af varme og har fået
112