Marianne Barlyng - Forlaget Spring

endnu er uformidlet af historikerens indsigt.
Den italienske piazza med dens kunstfærdige fontæner, der kan siges
at have samme funktion som monumentet, er netop det altdominerende
inspirationspunkt for Inger Christensens „Vandtrapper“, der former sig
som en både surreel, magisk og kontemplativ nedskrivning af farten til en
tidsmodus som lader se og sanse fænomenerne langt indefra i en poetisk
rejse ind bag tingenes øjne, ind under huden, ned gennem tiden og historien
– og ind i nu’et. Og det er ikke tilfældigt at skriftens scene er henlagt til
syden.
Inspirationen til „Vandtrapper“
I et interview taler Inger Christensen om det nordiske tungsind som en
konsekvens af „mørket og vejrforholdene, hvorimod det sydlandske letsind,
Italiens lys og farverne, har den virkning, at folk i højere grad kaster sig
ud i og overskrider alle regler, mens vi heroppe i det kolde nord end ikke
tør gå over for rødt klokken 1 om natten, selv om der ikke kommer en
sjæl.” 15 Om inspirationen til „Vandtrapper” siger Inger Christensen i Jytte
Rex’ film, Inger Christensen – Cikaderne findes: 16
... jeg boede fire måneder i Rom i slutningen af 60’erne, og jeg skrev
på en digtsamling der hedder det, og store dele af den skrev jeg
faktisk dernede. Lige overfor hvor jeg boede, der lå der så en lille
boghandel, hvor jeg fik øje på en bog, som viste sig at være skrevet
af en arkitekt, med fine arkitekttegninger over alle de springvand
der findes, og der findes virkelig mange i det centrale Rom. Den gik
jeg ind og købte. Det blev til en tekst som hedder „Vandtrapper“,
som beskriver ganske nøjagtigt de springvand, og mig selv som
sædvanlig ved en eller anden café, hvor man enten venter på den
ene eller den anden, vin eller mad eller hvad man gør, og lyset ved
middagstid, som er så varmt og hele fornemmelsen i de sydlige lande
af, at der ikke er sådan nogen påfaldende overgang mellem kroppen
og omverdenen, at man ligesom smelter sammen med verden. Og
teksten bliver så også sådan en lidt euforisk tekst, hvor det bliver
klart, at man er ét med den verden man beskriver.
Jeg tænkte på, at man kan jo så sige, at det er en mærkelig
måde at skrive en litterær tekst på – at gå ud og købe en bog om
springvand og så gå rundt og kigge på dem, og så ligesom bruge
det materiale. Men jeg tror at det for mig er ret typisk, at jeg gerne
vil have et materiale som er reelt, altså det skal være noget i den
virkelige verden: De der springvand og hvor mange meter de fylder
87