Marianne Barlyng - Forlaget Spring

menerne og sproget, mellem subjekt og verden, er Roms pladser blevet til
steder, og byen svanger med betydninger som sproget forløser. Jeg’et har
fundet et sted, og finder selv sted. Sker. Fyldes ud. Udfolder sig. Udlever.
Lever. Den absolutte nærværsoplevelse er således parret med og betinget
af en blivende bevægelse, som er en vedvarende tilblivelse.
„I byrummet har ‘monumenterne’ status som de mulige formers form“,
skriver Elisabeth Toubro:
Som ikoner materialiserer de den kulturelle arv, som del af den kollektive
bevidsthed (...) I ‘flyvende’ fart vil skulptur-konstruktionen
have status som markør i byrummet. Tæt på og i opmærksom
slentren vil den skabe sted. En autonom stedslighed for de mulige
formers form, for en historisk og kulturel kollektiv erfaring, for
nærvær eller distraktion, for kontemplation eller adspredthed, for
kropsligt behag eller ubehag. (p. 83-84)
I stedet for fart fordres altså langsomhed og åbenhed. Fra udgangspunktet
i en række faktaoplysninger og registrerende indtegninger af fontænerne,
så vi Inger Christensens tekst begynde næsten umærkeligt at udfolde en
række slow-motion-agtige glidende forvandlingbilleder. På vandtrappen
som en slags symbolsk fortætningspunkt løber vandet endskønt det synes
stillestående i sin ensformige bane. Her favner langsomheden og bevægelsen
hinanden.
Lad mig lige repetere Virilios betragtninger over hastighedens konsekvenser
for det moderne, som jeg var inde på i begyndelsen: „Rummet
bliver punktualitet – materialet bliver til immaterialitet – tiden bliver til
øjeblikkelighed – bevægelsen bliver til allestedsnærværelse“. Skal vi
sammenstille Poul Virilios kulturkritiske modeller for hastigheden og
moderniteten med Inger Christensens forestillinger om bevægelse som vi
finder den udtrykt i „Vandtrapper“, bliver det tydeligt, at Inger Christensen
på samme tid indskriver modernitetens rum- og tidsparametre, og taler
dem midt imod.
For det første bliver rummets udstrækning forøget i ganske omfattende
grad, gennem drømmen, visionen, erindringen, historien, den konkrete og
mentale kortlægning osv.
Sproget – som er Inger Christensens materiale – opløses ganske vist
midlertidigt metaforisk i immaterielle figurationer, men kun for at finde nye
former, parate til nye forvandlinger i trit med kroppen i dens historicitet.
Tidens varighed bliver udfoldet, ikke som en standsning af tiden, men
som en bremsning af den røde jaguar, der i begyndelsen jager af sted, men
hvis tøven bliver positivt symbol på det åbne og opmærksomme menneskes
110